Man oplever mange spændende ting, når man går på jagt efter humlebier. På en gåtur i naturreservatet “Geltinger Birk” på en sti ikke langt fra møllen “Charlotte” mødte jeg nedenstående fascinerende og på samme tid grusomme syn.
En lille flagermus overlevede ikke mødet med burrens farlige modhager.
Ovenstående lille flagermus (Dværgflagermus?) sad død på en skovburre (Arctium nemorosum) solidt naglet fast i plantens kurveblade/modhager et godt stykke over hovedhøjde (måtte strække armene gevaldigt for at få et brugbart foto).
Det er ikke svært at forestille sig, hvilke pinsler den lille fyr har måttet gennemleve, inden tørst og udmattelse har taget livet af den. Sandsynligvis har den i jagten på et lækkert insekt – velsagtens en natsværmer, som har siddet eller sværmet omkring den nektar- og pollenrige burreblomst, kommet lidt for tæt på og blevet hængende. I sin iver for at komme fri har den så arbejdet sig endnu mere ind i burreplantens modhager… I øvrigt hører burre (Arctium) til kurveblomstfamilien – er 1-2 til flerårig og en rigtig god biplante, der leverer godt med nektar og pollen. De modne frø er ligesom hos tidslerne vældig værdsat af grønirisk og stillits – hvis de altså ikke forinden har sat sig fast i noget dyrepels og transporteret videre….
Admiral på skovburre – den bliver dog ikke hængende….
Mindre drabeligt ser næste kategori humlebiblomster ud. I nedenstående filmsekvens ses min prægtige og næsten 2 m høje uld-tidsel (Cirsium eriophorum).
Tidsler (Carduus) hører ligeledes til kurveblomstfamilien. De fleste arter, som tornet tidsel (C. vulgare) og nikkende tidsel (C. nutans), og andre er toårige, d.v.s. første år vises der en roset, næste år en blomsterstand. De er alle gode biplanter og besøges gerne af humlebier. Ofte ser man dronerne overnatte i disse. Ovenstående uld-tidsel er ganske imponerende og stor, men i en lille have er ét eksemplar rigeligt.
Horse-tidsel (Cirsium vulgare) er meget almindelig i Danmark.
Nu er der kun liv i de to kasser med agerhumlebier. Det er forventeligt på denne årstid. Sæsonen lakker imod enden. Hos den 1. agerhumlebifamilie er alle yngleceller for længst udklækket – enkelte dronninger ses vandre rundt. Ingen nye yngleceller ses mere.
Den anden agerhumlefamilie er tidsmæssigt 14 dage senere i udviklingen. Den har udviklet sig ganske godt siden sidst, og der er mange droner/dronninger på vej. Familien virker i det hele taget agil og sund. Et lille videosammendrag ses nedenfor.
Status for de to agerhumlebifamilier d. 27. juli
I den nuværende sæson er der vel kun agerhumlebierne samt stenhumlebier og måske anden generations havehumlebier tilbage med u-udklækkede yngleceller.
De meget tidlige hushumlebier ser jeg ikke mere – heller ikke dronningerne, så de har nok trods højsommer allerede søgt hen, hvor de vil tilbringe vinteren. I “Hummeln” s. 94 ff af Eberhard von Hagen angives juli-august som tidspunkt for søgningen af vinterkvarterer – her søger de befrugtede og velnærede humlebidronninger flere minutter efter et egnet sted at grave sig ned – meget lig redesøgningen i foråret. Her kan musehuller, kompostbunker, bladbunker nær trærødder eller 3-15 cm dybe huller i et moslag tjene som overvintring. Ligeledes nordvestvendte skovbeklædte skrænter bliver ofte opsøgt som vinterkvarter. Fælles for alle lokaliteter er dog, at de ligger, hvor risikoen for oversvømmelser er mindst mulig. Jeg har i øvrigt kun sjældent kunnet iagttage vinterkvartersøgninger – kun to gange – begge gange stenhumledronninger på en græsplæne!!
Eberhard v. Hagen nævner også mulighederne for kunstig overvintring – men her gælder det samme som med hjulpen indkvartering af dronninger – at man skal vide, hvad man gør, da man ellers gør mere skade end gavn!
Inden jeg tog til Færøerne for ca. 12 dage siden, havde jeg selvfølgelig informeret mig om mulighederne for at træffe humlebier her. Allerede for et par år siden stødte jeg på en undersøgelse af humlebier på Færøerne fra 2010 af Madsen, H. B. & J-K. Jensen.
I den undersøgelse blev der påvist to arter af humlebier – lys jordhumlebi (B. lucorum) og lille skovhumle (B. pratorum), som på grund af øernes isolation og afstand til fastlandet kun kunne være indslæbt. Jeg har ikke kunnet finde nyere undersøgelser eller henvisninger til iagttagelser af andre arter siden.
Da jeg så tog turen til Færøerne for knap 14 dage siden, var jeg spændt på, om det ville lykkes mig at finde de to arter. Da konen og jeg havde Torshavn som udgangspunkt for turen, regnede jeg med, årstiden og faunaen taget i betragtning, at chancerne var gode for at spotte en af arterne her. Allerede første dag – en regnfuld dag med omkring 10 grader – lykkedes det mig at spotte en “døsende” lys jordhumlebi, der arbejdede i en vild rose i en have midt i Torshavn. Et par dage senere lettede skyerne, og solen tittede frem. I en gade ved navn Tingvegúr faldt jeg over en cotoneasterbusk – en rigtig god humlebibusk – i blomst og et vældigt liv.
Foruden en del lys jordhumlebier var der så sandelig også hushumlebier (B. hypnorum) – både han- og hunbier!!!!!
Var jeg virkelig den første til at spotte denne i Danmark og resten af Europa meget almindelige bi på Færøerne? Måske har den allerede været der år forinden, uden at nogen bevidst har bemærket den.
Det er i sig selv ikke overraskende, at netop denne næsten “invasive” humlebiart har fundet vej til Færøerne – sandsynligvis via en skibsladning gods fra Danmark.
I Torshavn er der gode livsbetingelser for humlebier – mange haver med en for færøske forhold mangfoldig blomsterpragt. Desuden er der gode redemuligheder i og omkring huse samt i fuglekasser.
Mine egne erfaringer med hushumlebien er, at det er en meget robust bi, der selv under kolde og fugtige betingelser trives, når bare der er tilstrækkeligt med fødekilder.
Nedenfor kan et klip af de “måske” første hushumlebier på Færøerne ses.
Færøeske hushumlebier
I de kommende år vil der sandsynligvis dukke yderligere arter op. Det vil måske kun være sporadisk. Til gengæld tror jeg, at hushumlebien har gode chancer for at etablere sig fast på øerne – især i de tættest befolkede områder.
Opdatering d. 17.7.2022:
Min formodning viste sig at slå til ang. fund af hushumle på Færøerne. J-K Jensen kunne berette, at hushumlebier ikke kun var set flere steder i Torshavn i denne sommer – men også allerede fundet i 2021. Desuden er havehumlebien B. hortorum også blevet set i Torshavn denne sommer. Det bliver interessant at høre mere fra denne front fra J-K Jensen og H. B. Madsen.
Hushumlebierne var de første til at flytte ind i mine kasser – de var også de første til at forlade dem igen. Af de 6 familier er alle mere eller mindre “færdige”.
Familien i fuglekassen fik godt nok arbejdere på vingerne – men dronninger så jeg ikke. Det er også tvivlsomt, om de nåede det. De sidste 14 dage har der ikke været liv.
I to “carportkasser” flyver stadigvæk sporadisk enkelte arbejdere og dronninger af og til. De har dog produceret mange dronninger. Den fjerde var helt forladt og fyldt med voksmøllarver – alle yngleceller var dog klækkede – så den nåede ligeledes at producere rigtig mange dronninger og droner. Papkassen blev brændt af, så invasionen af voksmøl næste år begrænses videst muligt.
Det samme skete med kasse nr. 5 – denne var også stor og kraftig. Se videoklippet nedenfor.
Sidste kasse omtalte jeg i blogindlægget om snyltehumler – den var ved sidste inspektion for 14 dage siden kraftigt annekteret af hussnyltehumlen. Det er også interessant at følge deres udvikling – især når man har så mange værtsfamilier. Udviklingen siden ses ligeledes i nedenstående klip.
Problemet med forekomsten af voksmøl, som vist i de forrige filmklip, skyldes ikke humlelågens manglende funktion – men en kedelig egenskab ved næsten alle humlebier. De bider hul i ståltrådsnettet i ventilationshullerne, som egentlig skulle beskytte dem imod voksmøllets indtrængen i kassen. Dette sker dog især efter fremkomsten af dronningerne.
Min hypotese er, at dronningerne gerne vil bruge en anden ud-/indgang end lågen. Ofte sidder de i mellemrummet imellem papkassen og kassens væg, som om det er for trangt og for varmt inde i selve reden. I stedet for at kravle “igennem” reden vil de hellere kravle direkte ud og ind igennem hullet i stålgitteret, som de selv har “mejslet” med deres kraftige kæber.
Det bevirker så til gengæld, at der er frit spil for voksmøl og andre flyvende parasitter.
Eksempler på huller i stålvævet kan ses i nedenstående klip.
I dette klip blev jeg ved langsom visning opmærksom på endnu en parasit, som hjemsøger især langtungebier, som havehumlebien og agerhumlebien – nemlig den lille brune bille “Antherophagus nigricornis”, som ifølge E. v. Hagen s. 122-23 er en lille brun bille, som bider sig fast i tungen på bierne for derefter at lade sig befordre hjem i reden. Her ernærer dens larver sig af voks i ynglecellerne samt af selve ynglen – den er dermed skadelig på linje med voksmøl larverne. Jeg vil derfor kaste et vågent øje på min havehumlerede de næste dage… men interessant er det alligevel!
Sæsonen for havehumlebierne nærmer sig sæsonenden. De er ret hurtige til at producere dronninger, og nogle gange kan de nye dronninger starte 2. generation. Kolonierne er heller aldrig ret store – maksimalt 50-100 individer.
Havehumle i ridderspore
Havehumlefamilien under min terrasse var en af de mindre. Kun få arbejdere så jeg, inden den helt ophørte med at eksistere. Jeg tvivler dog på, at den nåede at producere dronninger. Af gode grunde kan jeg ikke kontrollere det.
De andre 2 familier kunne jeg til gengæld bedre iagttage i kasserne. De har begge produceret dronninger og droner. Da flyveaktiviteten i den tidligste kasse var aftaget kraftigt den seneste uge, var det derfor på tide at lave en inspektion af begge kasser.
Det er der kommet et videoklip ud af. Den ene kasse indeholdt kun den gamle dronning samt nogle få arbejdere – alle yngleceller var klækkede, og ingen voksmøl eller andre parasitter var at se – altså helt som det skulle være.
I den anden kasse var der flere individer – heraf ses 2 klip – et fra d. 13. juni og så et knap 14 dage senere d. 26. juni. Det er spændende at se udviklingen. Fra denne kasse har jeg også set flere dronninger flyve.
Klippet viser, at der stadigvæk er flere uklækkede dronningeceller. Desværre viser klippet også forekomsten af 2 skadevoldere – en mindre voksmøllarve samt forekomsten af “deformationsvingevirus” eller DWV, en virussygdom som er indført via honningbier fra Amerika, og som bevirker sammenkrøllede deforme vinger – også hos vilde bier, som smittes via blomsterne. Jeg håber så, at de resterende yngleceller ikke er for hårdt ramt. Jeg kan ikke helt undgå honningbierne i min have – men prøver så vidt muligt at vælge blomsterplanter, som kun eller overvejende kun humlebier besøger. Angående førstnævnte voksmøl vil jeg kontrollere de næste dage, men da der ikke er mange yngleceller tilbage, og sæsonen snart er slut, og med DWV in mente, vil jeg ikke foretage mig mere.
Det er tid til at starte nogle opdateringer af havens forskellige humlebiefamilier. Lad os starte med agerhumlebierne – mine yndlinge. Dem kan jeg med en vis berettigelse sige er “mine” – de bevæger sig faktisk ikke ud af haven. Jeg følger dem tit fra de flyver ud i mine blomster, til de vender tilbage til kassen igen. De er polylektiske – altså generalister, som søger føde i et stort antal blomsterplanter. I min have er de især vilde med okseøje og stor voksurt, men også i lungeurt, kulsukker, torskemund, katteurt og hvidkløver ses de ofte.
Agerhumlebi i slangehoved (E. vulgare)
De er desuden meget skikkelige – jeg behøver aldrig at bære nogen form for beskyttelse – kan rode rundt i kassen uden at de flyver ud og stikker – de lægger sig højest på ryggen og truer lidt. Det er en hel anden sag med hushumlebierne….!
I år har jeg som allerede skrevet 2 familier – i modsætning til hushumlebierne, havehumlebierne og mørk jordhumlebierne har de endnu ikke frembragt dronninger. De er de seneste af alle vores bier – de lukker og slukker så at sige humlebiesæsonen. Jeg har tit set agerhumlebier hen i november, hvis vejret ikke var for koldt.
I nedenstående videoklip kommer en opdatering, som indeholder 14 dage gamle klip såvel som klip fra i går. Det er interessant at følge udviklingen i sådan en rede.
1. familien har udviklet sig prægtigt, selvom jeg den første tid var meget skeptisk – faktisk havde jeg flyttet kassen til en anden position, fordi jeg troede, dronningen var flyttet ud. Gudskelov opdagede jeg fejlen rettidigt.
2. familien flyttede ind senere – denne fremviser dog en meget langsommelig udvikling – men måske tager jeg fejl igen – indtil oktober kan jo meget ske…
Ja, så “lykkedes” det alligevel en hussnyltehumle-dronning (B. norvegicus) at overvinde humleklappen. Det er egentlig ikke underligt, når man tænker på, at haven huser hele 6 hushumlebi-familier på relativt få kvadratmeter. “Duften” af værterne må virke overvældende på deres parasiterende snyltehumlebi-dronninger. Det giver mig så til gengæld mulighed for at skrive et blogindlæg kun om snyltehumlebier. Selve okkupationen skildres sidst i indlægget.
Næsten hver humlebiart har sin respektive snyltehumlebiart…
Lys jordsnyltehumle (B. bohemicus) parasitterer lys jordhumle, pile- og kravejordhumle.
Taget fra “Humlebier” af Yoko Luise Dupont & Henning Bang Madsen, Natur og Museum nr. 1, 2010 s. 30-31.
Snyltehumlebierne kendetegnes ved deres pansrede krop, krumme bagkrop med kraftig brod, mørkere vinger, mangel på pollenkurv samt en dybere brummelyd. Ofte kan man se dem langsomt kravle rundt på skabioser, mælkebøtter og tidsler. Nedenfor ses egne fotos af forskellige snyltehumlebier, som jeg er relativt sikker på at kunne artsbestemme.
Stensnyltehumlebi dronning (B. rupestris) så jeg for første gang ved Emmerbølle på Langeland, senere i egen have – se video nedenfor.
Denne enorme “kampmaskine” så og fotograferede jeg på Ø-havsstien i en mælkebøtte i maj 2020. Forinden var den fløjet dybt brummende ca. 20 m, hvor jeg undrede mig over denne store mørkvingede bi.
Dens vært er stenhumlebien (B. lapidarius).
Snyltehumlebier er i familie med deres værter, men adskiller sig dog væsentligt fra disse. De bygger ikke selv rede, men overtager deres værtsfamilier, når 1. – 2. generation arbejdsbier er klækket. De forjager eller ihjelstikker værtsdronningen og lægger nu deres egne æg i værtens yngleceller, hvorpå de lader værtsarbejderne opfostre disse. Det er derfor meget betegnende, at de i tysk sprogbrug kaldes “Kuckkuckshummeln” = “Gøgehumlebier”, da adfærden ligner gøgens.
Mørk jordsnyltehumle dronning (B. bohemicus) på mælkebøtte i Hjelm Skov ved Aabenraa maj 2020
Snyltehumlebier lader værtsbierne indsamle nektar og honning, derfor behøver de heller ikke pollenkurve. Denne adfærd betyder også, at de ikke behøver arbejdsbier. Snyltehumlebi-dronningen udklækker derfor kun nye dronninger og nye droner/hanbier.
Stensnyltehumlebi i Monarda fistula og hussnyltehumlebi i blåhat (Knautia arvensis)
I E.v. Hagen/A.Aichhorn´s bog “Hummeln” beskrives udførligt ud fra egne erfaringer snyltehumlebiernes interessante adfærd, herunder deres avancerede okkupationsstrategier. Nedenfor ses sådan et okkupationsforsøg af en hussnyltehumle tidligere på året.
Hussnyltehumlebi forsøger at overvinde lågen til en af mine hushumlebihuse – det lykkedes dog ikke!
Nedenfor ses en skovsnyltehumle (B. sylvestris) prøve at okkupere min lille skovhumlebi-kasse foråret 2020. Det lykkedes heller ikke!
Humleklappen viser sit værd – skovsnyltehumle forsøger forgæves at overvinde klappen.
I år har jeg så haft fornøjelsen af at gøre mine egne erfaringer med denne slægt af humlebier. Første indicier på, at noget var “galt”, var optræden af flere hussnylte-droner i mine blåhatblomster – se videoen øverst. Indtil 3 styk ad gangen sås i blomsterne – langsomt sugede de nektar i sig og forblev ofte flere minutter på blomsten. Jeg kunne regne ud, at der nu måtte være klækket snyltehumlebier i nærheden.
Da jeg så samtidig syntes, tiden var moden til endnu en inspektion af humlekasserne, kunne jeg jo passende undersøge for parasitter (voksmøl, snyltehumler etc.). Jeg havde nemlig i de sidste dage undret mig over, at den sidste kasse med hushumler ikke havde produceret dronninger endnu, og samtidig var flyveaktiviteten aftaget kraftigt – altså sandsynligvis parasitter. Da jeg åbnede kassen, var det ikke kun hushumler, der mødte mig – men også flere klækkede hussnyltehumle-dronninger – se videoklippet nedenfor.
Rede af hushumle okkuperet af dens snylter hussnyltehumlebien (B. norvegicus)
Som det kan ses i videoen, er ynglecellerne typisk mørkere hos snyltehumler end hos de normale humlebier.
For tiden ser jeg kun dronerne ude – overvejende i blåhat – der er til gengæld 3-4 stykker ad gangen. De klækker tidligere end dronningerne og forlader straks reden. Dronningerne bliver nok i reden et stykke tid endnu og mæsker sig i nektaren fra honningkrukkerne, som de resterende hushumle arbejdere fylder for dem, indtil disse dør. Det vil dog snart få en ende, og dronningerne vil flyve ud og parre sig med de ventende droner. Derefter går resten af sommeren med at fylde fedtdepoterne, inden vinterkvarteret opsøges i sensommeren. Det hele kan starte forfra til næste forår.
Jeg skal så “bare” beskytte mine bikasser endnu bedre imod “tilbagevenderne”………
I den sidste uge har 4 af de 6 hushumlebi-familier udklækket dusinvis af nye dronninger.
Det er dejligt at høre den dybe brummen af dronningerne igen – i perioden fra de første arbejdere viste sig til nu har man næsten ikke set og især hørt dem i haven.
Efter arbejdsbiernes fremkomst er den gamle dronning kun beskæftiget med at lægge æg og opfostre ynglen, indtil hun selv bliver dræbt af sine egne arbejdere kort efter fremkomsten af de nye dronninger. Hun ligger så ihjelstukket i et hjørne af reden eller smidt helt ud af reden/kassen – jeg har set det så tit….
Jeg plejer at sige, at der er 3 højdepunkter i sæsonen, når man interesserer sig for humlebier.
1. Når dronningen flytter ind i kassen
2. Fremkomsten af de første arbejdere
3. Når de nye dronninger flyver af reden
Sidste og mest tilfredsstillende punkt er nået nu for hushumlebierne – de når ligesom lille skovhumlebi meget tidligt deres klimaks. I løbet af de næste par uger vil de ret hurtigt aftage i antal, og familien gå i opløsning.
De nye dronninger vil mæske sig i nektaren fra redens nektarkrukker, som de resterende arbejdsbier stadigvæk vil fylde op, så længe de lever. Derefter søger dronningerne vinterhi i musehuller, under trærødder og lignende.
I de sidste par dage har jeg indtil flere gange set, hvordan dronerne/han-bierne utrætteligt flyver frem og tilbage foran redeindgangen og prøver at catche sig en ny dronning, når hun forlader eller vender hjem til redehullet.
Det lykkes ved, at han kaster sig over dronningen og klamrer sig fast på ryggen. Ofte flyver han så huckepack på ryggen af dronningen væk derfra. Efter en kort, anstrengende flyvetur lander den trætte dronning på jorden eller et blad, og parringen foregår. Kort tid herefter dør han-bien.
Det lykkedes mig at filme et fuldstændigt parringsforløb – det er en lidt hektisk affære og svært at filme med “rolig hånd”. Her er, hvad der kom ud af det..
I den sidste uge har 4 af de 6 hushumlebi-familier udklækket dusinvis af nye dronninger.
Det er dejligt at høre den dybe brummen af dronningerne igen – i perioden fra de første arbejdere viste sig til nu har man næsten ikke set og især hørt dem i haven.
Efter arbejdsbiernes fremkomst er den gamle dronning kun beskæftiget med at lægge æg og opfostre ynglen, indtil hun selv bliver dræbt af sine egne arbejdere kort efter fremkomsten af de nye dronninger. Hun ligger så ihjelstukket i et hjørne af reden eller smidt helt ud af reden/kassen – jeg har set det så tit….
Mange af mine blomsterplanter er gode gengangere fra sidste år, som har vist sit værd, dvs. været godt besøgt af bierne. Enkelte nye skal dog afprøves – slutteligt sætter havens størrelse sine begrænsninger. Mange er 2- eller flerårige og viser først sin blomsterpragt efter 2. år. Nedenfor er et par nye af slagsen.
Russisk slangehoved eller Echium russicum er en prægtig 2-flerårig staude.
Den er i familie med de ligeledes meget bivenlige E. vulgare (2-årig) og E. plantagineum(1-årig), som blomstrer lidt senere.
Den har den fordel fremfor de to sidst nævnte, at den fint kan overvintre.
Echium-familien er stor – over 70 mere eller mindre kendte arter. Alle gode bimagneter, som står længe i blomst.
Grønkål eller Brassica oleracea er ligeledes en 2-årig plante. Vi plukker regelmæssigt kålbladene til salater fra efterår til helt hen i foråret.
I år lod jeg så et par planter stå for sjov – det havde både bierne og jeg selv meget glæde af. Efter godt 14 dage i blomst blev den endelig sendt i komposten.
Blodkløver – Trifolium incarnatum er en 2. til flerårig plante. Jeg såede denne smukke kløverplante for 3 år siden. Sidste år kom der kun en enkelt blomst – og jeg var lidt skuffet – men i år viser den til gengæld sin sande pragt.
Humlebierne og især agerhumlebierne er glade for den. Den springer straks i øjnene med sin blodrøde farve, når man træder ind i haven. Ud over at være en jordforbedrer, så er den også flerårig.
Vi er nu så langt henne i sæsonen, at kun de sene arter, som havehumle- og stenhumledronninger, ses søgende rede. I går så jeg en stenhumle, men var ikke vaks nok med mit lille fangstrør.
I forgårs så jeg min havehumle nr. 3 forsvinde ind under terrasseplankerne ved hushjørnet, godt polstret med pollen. Havehumledronning nr. 1 snød mig, idet de første arbejdere allerede kunne ses flyve ud i går. Altså må indflytningen allerede have været i sidste uge af april og ikke som tidligere annonceret d. 8. maj. Havehumlebi nr. 2 flyver regelmæssigt ind og ud. Alle tre havehumlebier kan ses i nedenstående videoklip.
3. havehumlebier
Agerhumlebierne “driller” lidt i år. D.v.s. agerhumle nr. 1 er flyttet over i en større og bedre kasse. I dens gamle kasse er så en ny agerhumle flyttet ind. Efter et par dage så jeg ikke mere til den og besluttede at flytte den tomme kasse et andet sted hen – men igen en fejltagelse, som jeg før har begået – dagen efter så jeg nemlig agerhumlen søge på kassens gamle plads. Det blev hurtigt klart, at den ikke var flyttet ud! Hurtigt fik jeg sat kassen tilbage, og 2 min efter fløj humlen ind igen – denne gang tror jeg mere på succes – de sidste gange er den fløjet ind med fyldte pollenkurve – læren er her – at hvad angår agerhumlebier, bliver man nødt til at væbne sig med tålmodighed. Flyt aldrig en kasse, før du er 300% sikker!
Hvad angår hushumlebierne, har jeg også taget fejl – for kort efter at have annonceret dronningens exit fra rødhalsekassen, dukkede de første arbejdsbier op. Dette forklarer lidt min fejltagelse – for ofte ser man ikke dronningen omkring udklækningen af de første arbejdere. Desuden er der ikke mange arbejdere at se – jeg har en lumsk mistanke til, at musvitterne og blåmejserne er på spil her – de lurer fra en gren og flyver hurtigt hen til flyvehullet og hapser sig en godbid. Jeg tror, det til dels hænger sammen med, at jeg for nogle dage siden løb tør for mejsekugler – altså har jeg bestilt nogle nye.
Igår tog jeg så “rumdragten” på og vovede et kig i den fremmeste hushumlebikasse i carporten. Jeg kan kun anbefale at have stikbeskyttelse på, når man ser til dem – alligevel kan det gå galt, thi jeg skulle læne mig lidt forover, og nettet lagde til ved hagen – det var der hurtigt en lille “djævel”, der opdagede – og årets første stik var en realitet – men som altid er et humlebistik kun smertefuldt 10-15 minutter, og ingen hævelse – på mig i hvert fald. Det er blevet til et lille “vældig summende klip” nedenfor.
Godt 2 måneder gammel hushumlekoloni med larver, yngleceller af arbejdere og dronninger.
Jeg var en tur ved Tryggelev Nor på min fødeø Langeland. Her så jeg for første gang denne sjældne skønhed af en moshumlebi (B. moscorum). Dronningen er en af de sidste, der kommer frem – oftest først primo maj og samtidig en af de smukkeste danske bier. De lever overvejende overjordisk under tørt græs og mos. Den har en høj summetone, og arbejderne kan være aggressive ved forstyrrelse – ligesom hushumlebien. Det er også nødvendigt, da de ofte er udsat for angreb fra fugle. (se foto nedenfor).
Moshumlebi (B. moscorum) dronning i slåen ved Tryggelev Nor på Langeland.
Status 18.5.2022:
6 hushumlebi familier (B. hypnorum) – alle med arbejdere 3 havehumlebi familier (B. hortorum)- 1 med arbejdere 1 mørk jordhumlebi familie B. terrestris) – med arbejdere 2. agerhumlebier (B. pascourum)
