Hushumle kolonierne på sit højeste…

De 3 af mine 4 hushumle kolonier har nu nået klimaks, de nye dronninger har fløjet til og fra kasserne den sidste uge. Dermed er grundlaget for næste års generation ved at blive lagt. Det er altid en tilfredsstillende følelse. Det kan virke underligt, at fra nu af og de næste par uger går det kraftigt ned ad bakke m.h.t. udviklingen for denne art. De var ekstraordinært tidligt på færde i år, det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse, at det er ved at være forbi for denne tidlige art før sommeren rigtig er begyndt.
Der har faktisk været ganske gode vilkår for humlebierne indtil nu. Middel temperaturer og ikke for varmt om natten. Ved nattemperaturer over ca. 18 grader begynder voksmøllene, humlebiernes værste parasitter, at flyve ud. Det har ikke været tilfældet endnu og da dronningerne allerede flyver, er det begrænset hvor megen skade disse bæster kan forvolde – i hvertfald for de tidligst formerende humlebi arter, f.eks hushumle og lille skovhumle. For de resterende arter i haven, så som mørk jordhumle, havehumle, stenhumle og især agerhumle er det en helt anden sag. De frembringer først dronninger hen i juni måned, agerhumlerne sågar først i juli-august.
Nedenfor vises et klip fra hushumle kasserne, der er som antydet en heftig aktivitet ved disse kasser – lidt vemodigt at tænke på, at allerede om få uger vil der kun flyve nogle få arbejdere derfra. Dronninger og droner vil da være på bryllupsrejse inden vinterhiet findes og sæsonen sluttes.


Gudskelov er der stadig meget at glædes over i min have. Især over det overvældende antal mørke jordhumlekolonier. Hele 7 styk er det blevet til. Mange, når man tænker på, at der har været år uden denne art, men i år kommer der fra dag til dag, flere og flere arbejdere til. Især hver morgen er det en fornøjelse at se de nye arbejdere lave deres orienteringsflyvninger inden det korte og hektiske arbejdsliv starter.

Også stenhumle kolonien udvikler sig ubeklageligt, interessant for denne art eller i hvertfald min koloni, er hvor sky arbejderne er – de flyver stadigvæk ikke ind hvis jeg befinder mig nærmere en ca. 4 meter fra kassen – det er slet ikke tilfældet med de andre arter. Det har forledt mig til at tro, at de slet ikke udviklede sig, men et kig i kassen belærte mig heldigvis noget andet.
Det ville være fint, hvis jeg i modsætning til sidste år, kunne undgå angreb af voksmøllet og få nogle nye dronninger på vingerne og dermed få glæde af “hjemvendere” de kommende år.

Stenhumler elsker purløg – her en arbejder.

De 3 havehumlekolonier udvikler sig sædvanen tro langsomt, oprindeligt havde jeg 4 kolonier, men en dronning er flyttet ud uden at efterlade sig nogen tegn på kolonigrundlæggelse.
Til gengæld har opdaget agerhumlearbejdere flyve ud og ind fra en af mine spurvekasser, så lykkedes det da alligevel at få den meget lokale art i haven. Antallet af arten begynder efterhånden at dominere i haven, vel sagtens grundet besøg fra nabolagets kolonier.

Status for havens kolonier ser nu sådan ud.:
– 7 mørk jordhumle kolonier (alle med arbejdere)
– 4 hushumle kolonier (alle med arbejdere, heraf 3 med nye dronninger)
– 3 havehumle kolonier (alle med arbejdere)
– 1 stemhumle koloni (med arbejdere)
– 1 agerhumle koloni (med arbejdere)

Dette indlæg blev udgivet i Humlebisæson 2026. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *