Havevandring og 2. generation hushumle

Efter at sommervarmen rigtig har gjort sit indtog, har haven antaget urskovsagtige dimensioner. Alle blomsterplanter og buske står tæt, ja alt for tæt vil man mene. Resultatet af forårets overdrevne såning, forspiring og udplantning af “must have” planter ses nu. Men jeg nyder det og bilder mig ind, at fugle- og insektlivet også gør det. I hvertfald summer det gevaldigt i haven nu. Populationen af humlebier er ikke større end nu. Arbejdere, droner og nye dronninger fra samtlige arter inklusive droner og dronninger fra snyltehumlerne er alle på vingerne. Det er også tiden hvor gederams begynder at blomstre. I denne flotte staude kan man nok se det største antal forskellige arter af humlebier.
Enkelte tidlige arter er så sandelig begyndt 2. generation, dertil mere lidt senere.
Først skal vi en tur på havevandring i min “uordentlige” have. Nedenfor et udpluk af de blomster der venter jer.

Hvis du hellere vil se hele rundgangen afsluttende med en sekvens hvor netop en ny mørk jordhumle dronning forlader kassen, så se nedenfor.

Indledningsvis nævnte jeg en 2. generations beboelse. Min hushumler var tidligt på færde i år og mange nye dronninger har forladt husene i de sidste ca. 3 uger. En del af disse vil allerede have parret sig og begyndt eftersøgningen af et vinterdomicil. Andre vover forsøget og starter allerede i “fødselsåret” en koloni. Det ses lejlighedsvis ved de tidligt fremkommende arter og de arter med en kort generationstid fx. hushumle, lille skovhumle og havehumle.
Den anden dag opdagede jeg så en hushumle dronning flyve ind i min provisorisk modificerede rødhals redekasse, som oprindeligt var tiltænkt lille skovhumle. Af mangel på bedre stillede den sig åbenbart tilfreds med boligen. Nu må vi se, om den når at få 2. generation nye dronninger på vingerne. Se nedenstående klip

Den med papkarton modificerede fuglekasse.

Dette indlæg blev udgivet i Humlebisæson 2026, Humlehaven. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *