Se også 1. opdatering-af-mine-9-humlepensioner-4-juni
Se også 2. opdatering- 14. juni
Se også 3. opdatering – 24. juni
Se også 4. opdatering – 14. juli
Hus nr. 2 – Mørk jordhumle 2
Siden sidst er aktiviteten i de sidste 3 resterende jordhumlekasser aftaget ganske meget.
Det samme gælder for jordhumlerne i dette hus – her har jeg de sidste 14 dage slet ikke iagttaget nogen flyveaktivitet – men når jeg åbner kassen, summer det dog lystigt, og en enkelt eller to nysgerrige bier dukker op ovenpå reden. Der er sandsynligvis tale om såkaldte “Stockhummeln” – altså bier der aldrig forlader reden… . De lever nu af den tiloversblevne nektar og vil langsomt uddø i løbet af de næste uger.
Denne familie er den stærkeste og mest udholdende af alle mine humlefamilier og har også produceret mange nye dronninger. Nogle af disse glæder jeg mig allerede til at se søgende rundt på samme sted næste forår i marts-april – der skal nok stå indtil flere “nyrestaurerede” humlekasser parat til dem…..
Hus nr 3 – Mørk jordhumle
Midt i august var der ikke flere levende arbejdsbier tilbage, og jeg kunne åbne for humlekassen og kigge ind i reden. Flere nye dronninger blev klækket i denne bifamilie, og næsten alle yngleceller syntes at være klækket – altså en succes indtil videre – man kan så håbe på, at de nye dronninger overlever vinteren, og nogle vil komme tilbage og indkvartere sig i ens humlekasser. Nedenfor ses den tomme og nu hensygnende rede.

Hus 8 – Mørk jordhumle 4
Således har “dronningemordet” hos jordhumle nr. 4 ligeledes fundet sted. Den gamle, udslidte dronning lå i begyndelsen af august død ovenpå reden – se foto nedenfor.
Barskt er det, når arbejderne smider den gamle dronning på porten, hvorefter de dræber hende. Hurtigt efter at hun har lagt det sidste æg, ændres hendes hormonbalance og adfærd. Det mærker arbejderne hurtigt, hvorefter de fortrænger/dræber dronningen. Herefter hersker der det rene anarki, idet de ubefrugtede hunlige arbejdsbier æder de resterende uklækkede æg og lægger deres egne æg i ynglecellerne. Disse er jo ubefrugtede, og derfor udvikles der kun hanlige droner ud af disse. Midt i august var der således heller ingen aktivitet, og et begyndende voksmøl-angreb var under udvikling. Denne familie nåede også at producere flere nye dronninger, så man kan være tilfreds.
Hus 5 og 7 – Agerhumler
Ved agerhumle hus 5 lakker det imod enden – der er næsten ingen flyveaktivitet – kun få små arbejdere ses, når jeg blotlægger reden. Alle yngleceller er åbne, og jeg kan ikke se dronningen nogle steder – det er kun et spørgsmål om dage, før det er forbi med denne familie. Mener dog at have set nye dronninger flyve fra denne – så man kan håbe på, at nogle vender tilbage næste forår.
Hus nr. 7 var indtil i går meget kraftig og sund – den har produceret flere dronninger, og jeg havde håbet på at få noget glæde af denne nogle uger endnu. Det skulle imidlertid ikke gå sådan. Mit pindsvin, som jeg fodrer hver aften med kattemad og vand, ville det anderledes!
To nætter siden fandt den ud af at vippe låget af den meget lille humlebikasse og vælte denne – jeg havde desværre ikke fundet det nødvendigt at sikre denne med noget tungt. Herefter har den spist vokskrukkerne med nektar og yngel og spredt kapokken rundt om. Der var kun et par relativt aggressive agerhumler tilbage i resterne af kapokken i kassen. Jeg lagde nyt kapok i kassen, så de resterende bier i det mindste har et ly den sidste tid. Dronningen kunne jeg ikke finde… så det er nok kun et spørgsmål om dage, før denne familie er færdig..
I aftes optog jeg den lille tyksak og synder på videoen nedenfor..
