4. Opdatering af mine 6. humlebi huse – 14. juli

Der er så gået knap 3 uger siden sidste opdatering, og det er lang tid i humlebi-verdenen. Der er derfor også sket en del siden sidst, men lad os gennemgå humlebi-husene fra en ende af.

Se også 1. opdatering-af-mine-9-humlepensioner-4-juni
Se også 2. opdatering- 14. juni
Se også 3. opdatering – 24. juni

Hus nr 3 – Mørk jordhumle

Aktiviteten er aftaget yderligere, og der ses nu kun en arbejder af og til. Dronninger flyver ikke mere til og fra dette hus, så boet er ved at gå i opløsning. Dette er ganske normalt, når dronningerne forlader reden. Der er dog stadigvæk en tydelig zirren, når jeg roder i redematerialet, og en enkel arbejder eller to kommer til syne. De vil nok dø inden for de næste uger. Der kan måske nå at produceres nogle droner. Sidste gang ytrede jeg frygt for, at voksmøllarver måske havde invaderet boet – men det viste sig gudskelov ikke at være tilfældet. Da der er produceret flere nye dronninger fra familien, må husningen siges at være succesfuld.

Hus nr. 2 – Mørk jordhumle 2

I sidste opdatering d. 24. juni af dette hus befandt familien sig på sit højdepunkt med nye dronninger, der fløj ud dagligt. I dag flyver dronningerne – dog ikke så mange som før – stadig regelmæssigt ud og ind. Der er stadig mange arbejdere, der flyver ud og ind, så det er en stor og succesfuld familie. Familien er ikke gået i opløsning endnu, da dronningerne stadig er der. 10 nye dronninger eller flere har den gamle dronning produceret, så det lover godt for den næste sæson. Om der produceres flere dronninger, er nok tvivlsomt – droner kan dog stadig produceres af de hunlige arbejdsbier.

I de sidste par dage har det næsten konstant regnet, så der har ikke været meget “flyvevejr”. For at afhjælpe sulten hos især dronningerne har jeg fodret med sukkervand i legoklodser. Sukkervandet er nemt at lave: 1 del almindeligt sukker + 1 del frugtsukker + 2 dele koldt vand. Dette røres godt op, indtil alt sukker er opløst, og kan derefter opbevares i køleskabet. Legoklodser er meget anvendt til formålet, da pelsbierne ikke kan drukne heri. Endnu en god anvendelse af disse fantastiske klodser… Nedenfor ses en lille video med “fodringen” i hus nr. 2.

Ny dronning af mørk jordhumle “leger med Lego”..
Mørk jordhumle arbejder drikker af reagensglas

Hus 5 og 7 – Agerhumler

Begge familier udvikler sig videre – i et for agerhumlebier normalt tempo – dvs. langsomt. Altid om morgenen kan man se 1-2 nye bier starte deres “jomfruflyvning” rundt om kassen for at forsvinde i de nærmeste honningurt-, Linaria purpurea- eller ysop-planter.
Begge disse familier har også fået deres “legoklodser” med sukkervand. Jeg mener skyndsomt at have set en ny dronning forlade hus nr. 5. Som allerede nævnt er agerhumlebier langsomme i udviklingen – men man kan så også have glæde af dem helt hen til september-oktober….

Hus 4 – Hushumle

Allerede ved sidste opdatering var der kun ringe aktivitet. For en uge siden havde der ikke været ind- eller udflyvninger i flere dage, så jeg besluttede at åbne mejsekassen for at se grunden til den relative pludselige tilbagegang. Som sædvanligt holdt jeg iPhonen klar til at fange begivenheden på video, og det blev som frygtet… endnu et bevis på voksmøllenes dramatiske påvirkning af et humlebibo… Jeg frygtede det, da mejsekassen trods humleklappen var utæt og en let sag for de raffinerede voksmøl at invadere. Selvom jeg profylaktisk havde behandlet med Bt. (Bacillus thuringiensis), så var det altså ikke nok. Se nedenfor, hvad der ventede mig..

Voksmøllarver har gjort det af med hushumleboet ..

Hus 8 – Mørk jordhumle 4

Denne familie har ligesom mørk jordhumle nr. 2 udviklet sig enormt godt – endnu fri for de dødbringende voksmøl – blev der for en uge siden produceret flere nye dronninger, som tog deres højtlydende, brummende runder i haven. Altid en dejlig og livsbekræftende oplevelse at være vidne til. En film, der viser lidt af det “leben”, der herskede omkring klappen på det tidspunkt, kan ses i nedenstående videoklip.

Nye dronninger ved hus nr. 4

Dette indlæg blev udgivet i Humlebisæson 2020, Humleindkvartering. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *