Humlebiers livscyklus med Mørk jordhumle(Bombus terrestris) som eksempel.

Dette er nok “humlebien” – skulle et barn tegne en humlebi ville det nok tegne denne – sort med gule striber og en hvid hale.
Den Mørke jordhumle tilhører det såkaldte “terrestris-kompleks” af 3 lignende og svært adskillelige arter nemlig Pilejordhumle (Bombus cryptarum), Kravejordhumle (Bombus magnus) og Lys jordhumle (Bombus lucorum).
Sammen med Lys jordhumle er den nok den almindeligste humlebi og den man især lægger mærke til. De kan være svære at adskille fra hinanden. Lys jordhumle viser dog en lysere fremtoning idet båndene på bryst og 2. bagkropsled er citrongule og de to sidste bagkropsled helt hvide.
Mørk Jordhumle har generelt en mørkere fremtoning og er en af største humlebier vi har i Danmark, dronningerne opnår en længde på 20-23mm hvorimod Lys jordhumle er lidt mindre med 18-21mm. Arbejderne – de ubefrugtede hun-bier varierer typisk imellem 11-17mm – den første generation er meget lille se foto nedenfor. Dronerne, de frugtbare han-bier er generelt større med 14-16mm og fremviser en rund halespids – de har heller ingen brod og kan derfor ikke stikke imodsætning til dronninger og arbejdere. Disse har ikke modhager og kan derfor ligesom hvepse stikke flere gange – men de gør det meget sjældent – kun hvis man træder på dem eller ved et uheld kommer til at klemme dem. Jeg har endnu ikke oplevet at de ville stikke – selv ikke ved forsigtig inspektion af redematerialet i redekasserne.

Mørk jordhumle hører til gruppen af korttungebier som har en kort sugesnabel som de bruger til at suge nektar op med. Dette har betydning for valget af blomsterplanter idet den ikke så let kan få fat i nektaren fra blomster med lange kronrør som fx ridderspore og stormhat hvilket langtungebierne Havehumle (B. hortorum) og Agerhumle (B. pascourum) kan. Sidstnævnte flyver til gengæld højest nogle hundrede meter efter pollen og nektar hvorimod Mørk jordhumle kan søge så langt som 2 km fra boet og næsten aldrig i nærheden af dette. Så hvis man har redekasser med Mørk jordhumle er de næsten aldrig at finde i ens egen have hvilket sansynligvis er for ikke at henlede potentielle fjenders opmærksomhed på reden. En erfaring jeg selv har gjort.
Livscyklusen for Mørk jordhumle og de andre humlebiarter begynder med en i sidste efterår befrugtet dronning som vinteren over har ligget i dvale 5-15cm nede i jorden på et tørt sted ikke langt fra dens fødested fx i et forladt musehul etc. Dronningen vågner fra sin dvale når temperaturerne første gang overskrider de 10-12grader – i milde forår kan det allerede være primo-medio marts. Hos mig i Flensborg kom de første til syne omkring 18-20 marts i år – det afhænger dog også af arten – Mørk jordhumle er tidlig imens andre arter fx Havehumlen først dukker op senere. Det er ofte kun 10-15% af sidste års nye dronninger der overlever til næste forår.
Jordhumledronningen vil nu først søge efter tiltrængt energi på især piletræernes blomster (“gæslinger”) som er rige på nektar og pollen. Især Selje-pil (Salix capréa) udgør en vigtig energikilde i det tidlige forår. Jeg selv er så heldig at naboen har en Selje-pil stående bare 10m fra mine kasser. Ofte fløj mine dronninger direkte fra kasserne til denne pil de første 14 dage da den blomstrede…Derfor skal vi plante mere pil – også af hensyn til de mange andre insekter der lever på og af dette træs blade og blomster!!!Se iøvrigt plantelisterne
Umiddelbart efter fødesøgningen begynder dronningen sit søgeflyv efter egnede redelokaliteter. Disse vil for jordhumlebiernes vedkommende ofte være forladte musehuller med lune musereder eller kompostbunker – for det meste under jorden dog ingen regel uden undtagelse – min Mørk jordhumle nr. 1 indlogerede sig nemlig umiddelbart efter en musvits første æg i spurvekassen. se film sek25/30. De indtager også gerne kunstige redemuligheder i form af opstillede humlebi-kasser som netop i indretningen forsøger at simulere et muserede se mine humlekasser.
Efter fundet af egnet rede begynder dronningen at samle nektar og pollen ind, hvilket kan ses på de fyldte pollenbukser hos den hjemvendende dronning. Umiddelbart efter laver hun de første yngleceller og nektarkrukker af udskilt voks. I ynglecellerne lægger hun æg og i nektarkrukkerne opbevares nektar til foråd. Efter en periode på ca. 21 dage efter æglægningen kommer de første små arbejdsbier – ubefrugtede hunner – frem efter at have gennemgået et larve- og puppestadium hvor dronningen delvis har varmet æggene og fodret larverne. De første bier typisk 6-8 styk. begynder at samle nektar og pollen og nogle bliver udelukkende i reden og hjælper dronningen med ynglen. Dronningen flyver nu kun ud nogle få dage endnu for derefter udelukkende at blive i reden og hellige sig yngelplejen. Nu er den første kristiske fase afsluttet idet en enkelt eller to arbejdere kan undværes – dronningen derimod ikke – hele humlestatens eksistens afhænger af hende idet hun bærer på alle de befrugtede æg som er grundlaget for hele statens kommende arbejdere, droner og nye dronninger.!
Efterhånden som sæsonen skrider frem udvikles staten med flere og flere arbejdere som tiltager i størrelse og 200-400 individer kan være resultatet for jordhumlebiernes vedkommende. I mellemtiden har dronningen anlagt yngleceller med kønnede individer – nye dronninger og han-bier/droner. Nu har staten nået sit klimaks og dronningen ophører med at producere æg – dette mærker arbejdsbierne og et mytteri begynder. Enten stikkes dronningen ihjel af sine egne “døtre” eller forvises fra reden. Hårdt og brutalt kan man sige. Hendes opgave er løst – hun har produceret nye dronninger og droner. Dronerne forlader reden og kommer aldrig tilbage igen men søger efter andre nye dronninger at parre sig med og dør efter få uger. De nye dronninger bliver i reden og flyver ud for at parre sig med fremmede droner samt at samle nektar og pollen for at tillægge sig et fedtlegeme som energilager for vinterdvalen. De resterende arbejdere henter stadigvæk pollen og nektar ind så længe de nye dronninger er i reden. Herefter dør de langsomt og staten bliver mindre og mindre for til sidst helt at gå i opløsning.
De velnærede parrede nye dronninger søger herefter i efteråret når temperaturerne nærmer sig frysepunktet et passende tørt sted nede i jorden og livscyklussen er hermed afsluttet. Dette er den ideale situation men mange humlebikolonier når ikke så langt – mange farer i form af fugle, parasitter, insekticider og mangel på blomstertragt stopper udviklingen inden.

Kilder:
http://wildbienen.de/huarten.htm
http://www.bombus.de
Danmarks humlebier
Humlebier: Dupont/Madsen

Dette indlæg blev udgivet i Humlebier. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *