3 uger før påske havde vi mildt vejr her i Flensborg, flere dage imellem 12 og 16 grader. Humledronningerne dukkede op i rigt mål, mange jordhumler og hushumler sværmede rundt i haven. Jeg tænkte, den relativ kolde vinter havde i hvertfald ikke decimeret de overvintrende dronninger, så forventningerne til endnu en god sæson med fulde humlehuse var intakt. Derefter tog koldt og blæsende vejr over, humlebierne fløj dog stadigvæk og fyldte flittigt de slunkne energidepoter, men indtil påskeferien havde jeg ikke set nævneværdigt med “søgende” dronninger.

Påskeferien blev tilbragt i et sommerhus på Langeland og spændingen var stor efter hjemkomsten fra ferien – de andre år begyndte det første “rykind” nemlig altid i den første apriluge.
I-Phonen i stativet og indstillet på 30 min – det plejer at være nok for at bekræfte en evt. indflytning. Efter gennemgangen af nogle timers optagelse var resultatet opløftende..Hele 7 huse var blevet beboet i løbet en uges fravær. 4 hushumler og 3 mørke jordhumler havde selv fundet og accepteret husene, nu skal man selvfølgelig afvente de kommende dage. Hel sikker er man først, når alle dronningerne vender hjem med fyldte pollensække..
I aftes var jeg så ude at montere hele 7 låger for at undgå annektering af husene af andre hjemløse dronninger.
Andre arter som agerhumle og havehumle er først lige dukket op og vil vel starte søgningen i løbet af de næste dage, især havehumlerne her jeg haft held med de sidste år – så det kan sagtens blive til flere beboelser endnu.
