Masser af humlebi blomster – men kun få humlebier I

I tidligere indlæg har jeg beklaget manglen på humlebier og andre insekter i min have i år. Det har rettet sig lidt de sidste 14 dage efterhånden som arbejderne og nu også enkelte nye dronninger viser sig – men der er stadigvæk kun en brøkdel af hvad der plejer. Mange kolleger fra Tyskland og Schweiz beretter ligeledes om katastrofalt få humlebier i år. Således nævner enkelte tyske entusiaster om tab på 15 af 20 oprindeligt beboede kasser se www.pollenhoeschen.de eller Elke Reuss fra Schweiz hvor flere kasser med dronninger af lille skovhumlebi har opgivet selvom honningkrukkerne var fulde af nektar – hun formoder årsagen skal søges i anvendelsen af pesticider som har en påviselig indflydelse på biers orienteringsevner – de finder simpelthen ikke tilbage til boet.

De populæreste humlebi planter i min have i maj – juni

Selvom jeg har flere humlebi blomster i haven end nogen sinde før, har jeg altså ikke haft så få humlebier i haven som i år. Det til trods for, at mine 6 beboede humlebi kasser stadigvæk er relativ intakte og man skulle tro at det kompenserede for det – dertil i et senere blog-indlæg.

Sidste sæson startede jeg sådan rigtigt med omformningen af haven til bi-have. Foruden et par enkelte købte stauder blev det selvfølgelig til overvejende 1-årige blomster. De 2-årige blomster er jeg begyndt at få glæde af i år – se nedenfor og se iøvrigt min liste med gode 1-og 2-årige bi-planter i et tidligere blog-indlæg.
Trods få humlebier i år er det de sidste par uger dog blevet til en del fotos – en kavalkade af de bedste humlebi-magneter har jeg sammensat her.

Lungeurt

Jeg har to forskellige lungeurter – Pulmonaria officinalis med plettede blade som blomstrer tidligt april – maj – samt P. obscura som ses i baggrunden og som stadigvæk har enkelte blomster. De næste dage vil jeg beskære blomsterstandene og til efteråret hele planten kraftigt.

Erfaringerne med honningurt sidste år var så gode, at jeg dette forår besluttede mig til at inddrage en fjerdedel af carporttaget til dyrkning af denne. Det har humlebierne været glade for. Uden vanding holder de fleste urter ikke lang tid på et tag – men ca. 10 dage blev det da til..

Rødkløver har jeg på værkstedstaget – det er en tvivlsomt foretagende med mindre man har mulighed for at vande regelmæssigt – min rødkløver begyndte at blomstre for en uge siden – så kom sommervarmen og der gik 3 dage hvor jeg ikke fik vandet – øv – nu er alle visne.
Sidste år såede jeg til gengæld hvidkløver i græsplænen – der er der bedre betingelser for at hente den nødvendige væde – også på sommerdage. Desuden er hvidkløver ikke så tørstig som rødkløver. Med mindre man ikke lige har et par småbørn løbende barfodet rundt på græsplænen, er der ingen grund til ikke at så kløver der..

Cerinthe major eller stor voksurt – er navnet på en af mine absolutte favoritter – den er speciel med sine smukke let takkede og meget grønne blade som bliver mere og mere blågrønne jo tættere de sidder på den yndige blå blomsterklokke. Her hører man ofte, især agerhumlebiernes, “vibrations-bestøvning”. De er helt vilde med den blomst. Det kan kun anbefales, at man tilegner sig denne plante. Den er næsten altid ét-årig på vores breddegrader. Den er dog let at samle frø fra – afblomstret ligger de tykke sorte frø nedenfor planten – lige til at samle op til såning næste sæson.

Er fingerbøl først i haven, finder denne mest 2-årige plante hurtigt flere egnede voksesteder – nogle synes den er invasiv – men gør det noget, når den er så smuk og elsket af humlebierne??? Det er let at flytte de små efterkommere til et bekvemmere sted i haven.

Før pesticidernes indtog i landbruget kunne man glæde sig over synet af en skøn blanding af smukke blå kornblomster i kontrast til de ligeså smukke røde valmuer i kornmarkerne. Elsket af de fleste – savnet i dag – også af bierne!!!!!

Dette indlæg blev udgivet i Humlehaven. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *