Humlebiportræt 3

Sneen daler i dette øjeblik langsomt ned og lyser dejligt op i haven – vi har endelig fået vinter for første gang i flere år. Det er derfor en passende lejlighed til at fortsætte med nogle huslige sysler som forfatning af nogle humlebiportrætter. 

Jeg har valgt under denne menu først at portrættere de arter, som jeg har haft glæden af i mine humlebi-kasser. I mine første portrætter drejede det sig om mørk jordhumlebi (B. terrestris) og agerhumlebi (B. pascourum). I dette blogindlæg vil jeg fortsætte med hushumlebi (B. hypnorum) og lille skovhumlebi (B. pratorum).

Hushumlebi – Bombus hypnorum

Ung dronning af hushumle i kornblomst. 

Hushumlebien er let kendelig på sin karakteristiske båndfarvning – “brun-sort-hvid”. Den forveksles ikke så let med andre arter – den varierer heller ikke så meget som andre arter i farvetegningen.
Dog kan der forekomme sorte former, hvor brystet er sort i stedet for brunt. Halen er dog næsten altid hvid (se foto nedenfor).

Hushumlebien er korttunget med et aflangt hoved – lidt mindre end jordhumlebierne. 17-20 mm for dronninger, 8-18 mm for arbejdere og 14-16 mm for hanlige bier. Den hører til kategorien af “pollengemmere” (pollenstørere), som i modsætning til “lommebyggere” (pocket makers) fx. Agerhumlebien opbevarer pollen separat i tomme kokoner. Larverne bliver fodret, hvorimod “lommebyggernes” larver selv kan betjene sig af nektar/pollen i de tilstødende lommer.

Hushumle – arbejder i hvid stokrose. Denne har mørkt bryst.
Hushumlebier er polylektiske, dvs. at de søger nektar og pollen på mange forskellige blomster – ifølge E. von Hagen på helt op til 45 forskellige arter. Endvidere er de nogle af de første humlebier, man ser. Allerede i marts og under kolde betingelser, ikke mange grader over nul, flyver de ud. De er derfor nyttige bestøvere af blommetræer og andre tidlige frugt- og bærvækster. Se videoen nedenfor.

Ung dronning af hushumlebi i kornblomster – derefter ung dronning af Mørk jordhumlebi

Hushumlen bygger næsten altid rede over jorden i huller i husmure, redekasser, hule træer, under loftisoleringen osv. Så vil man sætte en kasse op til denne, skal den helst hænge 1-2 m eller højere over jorden. Sidste sæson havde jeg den boende i en mejsekasse (“Humlebihus nr. 4 – se her). Dette vil mange sikkert have oplevet – flere gange har jeg stødt på reder i tagudhænget på sommerhuse. 

Selvom jeg ikke har oplevet det endnu – kan hushumlebien, modsat andre humlebiarter, være aggressiv, når man kommer for tæt på reden. I nedenstående filmudsnit ses en ny dronning ved sin første passage af “klappen”..

Ny hushumlebi dronning finder vej igennem klappen.

Lille skovhumlebi – Bombus pratorum

Lille skovhumlebi er kendetegnet ved at være en lille vims humlebi med en gul krave forrest på det sorte bryst, efterfulgt af sorte bagkropsled og en orangerød hale. Den gule krave kan dog mangle, og vil da ligne lidt stenhumlen (B. lapidarius), men er kortere og mere buttet. Dronninger er 15–17 mm, arbejdere 9–14 mm, og de hanlige droner 11–13 mm lange. Hovedet er kort med en meget kort tunge.

Lille skovhumles levevis har en del fælles træk med før beskrevne hushumle, idet den ligeledes er “pollenstorer” samt polylektisk, altså fødesøgende på mange forskellige blomster. Den ses ofte på løgblomster, hindbær og andre bærbuske, som på ovenstående fotos. Den er også en af de første humlebier i haven og ses fra marts af. På engelsk hedder den derfor også meget betegnende “early bumblebee”.

Den er kendetegnet ved en hurtig generationstid og lille kolonistørrelse – typisk 50-120 individer.

Kolonien opnår tidligt sit klimaks – ofte allerede i juni. I enkelte tilfælde starter de nye dronninger allerede samme år en 2. generation. F.eks. forsøgte en ny dronning at etablere sig i min fuglekasse ca. 1 m fra den humlebikasse (se filmklip nederst), hvor den var opvokset – det lykkedes dog ikke. Se foto nedenfor.

Den lille skovhumles rede skal ligesom ved hushumlebien fortrinsvis findes over jorden – i fuglekasser, murhuller etc. Den går gerne i humlebikasser, men ses dog gerne søge i huller i jorden. Dette var tilfældet i min græsplæne. I øvrigt var jeg vidne til en stor og kraftig koloni i et musehul i nogle venners “langhårede” græsplæne – så ingen regel uden undtagelse.

Lille skovhumlebi – dronning 1. generation ved indflyvning.

En nærmere beskrivelse af ovenstående skovhumlebi-koloni i en af mine redekasser kan læses under menuen “Humlebi indkvartering” under “Humlebi hus nr. 6”.

http://wildbienen.de/huarten.htm
Humlebier: Dupont/Madsen
Hummeln: Eberhard v. Hagen/Ambros Aichhorn

Dette indlæg blev udgivet i Humlebier og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *