Jeg håber, at I alle er kommet sundt og helskindet ind i det nye år trods Covid-19!
Årstiden og ikke mindst den indskrænkede bevægelsesfrihed motiverer ligefrem til at komme i gang med forberedelserne til den nye “humlebi-sæson”. Her tænkes især på rengøring af sidste sæsons beboede humlebikasser samt fremstilling af nye kasser.
De udtjente papkasser fjernes og destrueres, så parasitter m.m. dræbes. Selve kassen rengøres indvendig med kogende vand og får lov til at tørre. Man vil opdage, at humlebier er nogle “grisebasser”, og de griser papkasserne, evt. hele kassen til. Derfor er det en god idé at bruge papkasser, da de letter rengøringsarbejdet en del.
I dette blogindlæg vil jeg skridt for skridt præsentere opbygningen af mine humlebi-huse samt give nogle eksempler på materialer og tegninger. På nettet kan man finde mange byggevejledninger, og disse har da også dannet grundlag for mine egne kasser. Se link til tyske NaBu her.
Her er foruden byggevejledning og materialeliste også gode råd til opstilling af humlebi-kasserne.
Man kan gestalte humlebi-huse på mange forskellige måder og af mange forskellige materialer. Grundlæggende gælder det om at efterligne nogle af de forskellige humlebiarters foretrukne redevalg, d.v.s. musereder i jorden, mejsereder etc. – alle som er godt isolerede med materialer af f.eks. muse- og dyrehår, fjer, uld og mos.
Generelt kan siges, at indretningen af “reden” er vigtigere end udformningen af humlebikassen, hvis den bare er tilstrækkelig stor og tæt!
Derefter kommer det an på placeringen af humlebikassen – dette tema tages op i et andet blogindlæg.
Fremstilling af humlebi kasser
Jeg benytter mange forskellige materialer til bygning af mine bikasser. Alle sorter træ, bare de ikke er imprægnerede – meget gerne gamle brædder. I denne sæson brugte jeg limtræsbrædder af bøg, der var blevet til overs fra et reolsystem, en styropor-isoleringskasse med en ydre skal af brædder, da jeg hurtigt skulle finde et hjem til endnu en søgende humlebidronning. Det viste sig senere at blive en succes – se Mørk jordhumle nr. 4 i hus nr. 8. her. Nogle humlebi-entusiaster benytter udelukkende styroporkasser pga. de gode isolerende egenskaber – her er ventilationshullerne særligt vigtige, da bierne afgiver meget fugtighed og varme – i sommervarmen vil kolonien ellers lide varmedøden – arbejdsbierne vil bruge uforholdsmæssigt meget energi på at “vifte” frisk luft ind igennem indgangshullet.
Humlebi kasse sat sammen af OSB-plader med indgangshul og tagpap-tag med drypkant, men uden “klap/låge”.
OSB kræver en overfladebehandling af miljøvenlig maling, f.eks. linolie, for at være vandtæt.
De her afbillede kasser bliver sat enten i carporten eller under et regnbeskyttet udhæng. I det fri bruger jeg brædder.
I hver side bores ca. 4 cm store huller; herefter limes netlapper af fint tylt-net på.
Overkanterne er forsynet med skumlister for at låget skal slutte helt tæt.
Det er vigtigt at tylten limes godt på med limpistol for at undgå, at voksmøllarver og andre parasitter skal trænge ind igennem udluftningshullerne.
På bunden af kassen limes ca. 2 cm tykke afstandsklodser, så den efterfølgende papkasse har ca. 2 cm luft til alle sider. Dette sikrer både cirkulation og isolation.
Udvendig i bunden af kassen skal man også montere nogle støtteklodser, så kassen ikke står på bar og fugtig jord. Man kan også sætte den på nogle mursten – blot skal den gøres myresikker. Nogle påmonterer støttefødder, som står i hvert sit lille bæger med vand/olie – derved forhindres myrerne i at kravle op i kassen…
Låget til humlebikassen med indvendige afstandsklodser, så låget ikke rutscher. Her er låget i min “luksusudgave” beklædt med vandtæt tagpap med overhængende “drypkanter”. Det vigtigste er, at låget er vandtæt, og det er forsynet med drypkant rundt om, f.eks. med 2 cm tykke lister, så vandet ikke kan “kravle” ind i kassen. Hvis kasserne sættes i en carport eller andet tørt sted, kan en tætsluttende plade med en mursten ovenpå også være tilstrækkelig.
Inden papkassen med redemateriale sættes ned på afstandsklodserne, bores der 4-5 mm store lufthuller i de øverste 3-5 cm hele vejen rundt for at lette luftcirkulationen. Det er især vigtigt i juni-august, efterhånden som humlebi-staten udvikler sig og måske tæller flere hundrede individer.
Isat åben papkasse med et ca. 3-4 cm tykt lag dyrestrøelse – isolerer og optager/afgiver fugtighed. Humlebier afgiver megen fugtighed.
Imellem kassen og siderne er denne fikseret med 4 afstandsklodser på ca. 4 x 4 x 2 cm.
Efter redeindretningen lukkes papkassen, og belastes med en vægt i form af et bræt – tape den ikke til – det besværliggør tilsynet med humlebierne i løbet af sæsonen!
Humlebi-klappen, der forhindrer voksmøl og andre parasitter i at trænge ind i kassen.
Klappen står helt åben ved hjælp af den bøjelige ståltråd, eller er helt fjernet, indtil kassen er beboet. Herefter bøjes ståltråden, og klappen af 1 mm tyk plexiglas lukkes herved successivt hver dag en smule, indtil den er helt lukket efter ca. 4-5 dage. Humlebidronningen har derefter lært at åbne denne. Derved forhindres voksmøllet samt andre dronninger og snyltehumledronninger i at trænge ind og overtage boet. De meget små arbejdsbier, der kommer en lille måned efter dronningens indflytning, er forbavsende lærenemme og har allerede lært kunsten efter få minutter.
På nogle af mine kasser påmonterer jeg foruden klappe også et “vindfang” med klappe – dette er vist en tysk opfindelse og muliggør fodring af humlebidronningen den første svære periode i marts-april, hvor vejret kan være meget barskt med sne og hård frost. I disse perioder kan der sættes en legoklods (ingen druknefare) ind i vindfanget, som så herefter lukkes igen. I legoklodsen fyldes nektarerstatning i form af sukkervand (1 del frugtsukker + 1 del almindeligt sukker rørt om i 2 dele lunken vand). Herved kan man hjælpe humlebidronningen godt på vej, mens hun ruger æggene ud – jeg er først helt rolig, når de første arbejdsbier dukker op, og dronningen helt og aldeles helliger sig æglægning og yngelpleje…
En populær tysk humbi-kasse leverandør af de såkaldte “Schwegeler” kasser bruger “åndbar” træbeton som udgangsmateriale.Det er billigt at lave selv – men tidskrævende og noget griseri.
Atle Mjelde – norsk humlebiekspert igennem mere end 30 år – bruger også forskellige materialer – læs om hans huse og opstillingsvejledninger her
Indretning af mine redekasser.
Igennem det 2 cm store indgangshul indføres en ca. 10-15 cm lang plastikslange, hvor der for enden laves en lille “hule” på 4-5 cm i diameter af kapok-dyrehår (underulden). Fint tørt græs og mos kan også bruges. Nogle bruger polstringsuld; her skal man dog passe på at fjerne lange tråde af kunstfibre, da disse kan sætte sig om vingerne med den sikre død til følge. Hvis man er så heldig at finde nogle forladte musereder, er det helt perfekt. Mange humlebidronninger besætter fuglekasser, og det lykkes ofte dronningerne at forjage musvitter/blåmejser fra deres reder – selv efter de er påbegyndt æglægningen – se foto nedenfor.
Musvitæg lå under jordhumle nr. 1’s rede – dronningen havde altså annekteret reden, selv efter æglægningen var påbegyndt. Her ses redematerialet bestående af dyrehår og tørret mos.
I det næste blogindlæg vil jeg give en opstillingsvejledning og vise, hvor jeg har opstillet mine kasser. Dette bliver nok en gang omkring 1. marts. Indtil da god fornøjelse med tømrerarbejdet!!
