Ud- og indflytning I

De sidste 14 dage har vejret været næsten sommeragtigt og meget tørt – de sidste dage er vi endelig blevet velsignet med hårdt tiltrængt regn.
Humlebierne er i perioden flyttet ud og ind i højt tempo. Det er især hushumlebi dronningerne der har drevet gæk med en. Den først indflytter flyttede ud efter 3 uger uden spor af nektarkrukker eller yngleceller – kassen tjente vel kun til overnatning? Hushumledronningen i rødhalsekassen forsvandt efter 14 dage – har endnu ikke kigget i kassen. Det samme skete for kassen på jorden – ligeledes uden spor af yngleceller. Om det drejer sig sygdom, ubefrugtede dronninger eller noget helt andet kan jeg ikke svare på.
Den lille skovhumledronning i gærdesmuttekassen forlod ligeledes sit domicil – ligesom sidste år iøvrigt.
Tilbage er blevet 5 hushumlebifamilier hvoraf de 4 har udviklet sig godt og kan allerede vise et stort antal afkom. Se videoen nedenfor af 2 af familierne.

Kassen med mørk jordhumle udvikler sig også – hver morgen starter nye efterhånden større og større arbejdsbier deres jomfruflyvning.
Agerhumledronningen flyver stadig troligt sine runder i haven og forlader nødigt denne – men den har det jo også godt hos mig – masser af pollen og nektar fra de dominerende stauder som 3 arter af lungeurt, kulsukker og oksetunge.

Om ca. 10 dage forventer jeg de første arbejdsbier om alt går vel….

Nye indflytninger her i maj udgøres af 2 havehumlebi dronninger – sikkert “tilbagevendere” udklækket i sidste års havehumlekasse (se video nedenfor). I hvertfald befinder begge kasser sig ikke mere en få meter fra sidste års kasse. Jeg havde dagen forinden set et par dronninger søge ivrigt langs vedbendshækken hvor kasserne står.

Havehumlebier gør ikke meget væsen af sig. Umærkeligt svæver de hurtigt, målrettet med stille dyb brummen af sted i haven i modsætning til de mørke jordhumlebier der med høj brummen langsomt inspicerer omgivelserne. Havehumlebierne finder også selv ind i kasserne og skal ikke hjælpes som det ofte er tilfældet med jordhumlebi dronningerne.

Dette indlæg blev udgivet i Humlebisæson 2022, Humleindkvartering. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *