Hushumlebi drikker sukkervand

De sidste dages solskin og tocifrede temperaturer hen på eftermiddagen har trods kolde frostnætter rigtig sat gang i boligsøgningen hos humlebidronningerne.

4-6 stykker mørke jordhumlebier har afsøgt terrænet i min have – som sædvanlig er de vilde med min store vedbendhæk, hvor der er læ og tørvejr – her holder musene også til. Her stod sidste år i øvrigt 4 af mine kasser, hvoraf 3 var beboet med netop mørke jordhumlebier og 1 koloni lille skovhumlebi. Der blev produceret mange nye dronninger i de 3 kolonier, og det er mere sandsynligt, at nogle af disse nu vender tilbage til fødestedet for at danne deres egen stat netop der.

Indtil i forgårs havde jeg kun fornøjelsen af én bosiddende dronning – en hushumlebi – som siden flittigt har trodset hagl og sne for at samle nektar og pollen i den sparsomme blomstertragt, der har hersket siden hun engang ultimo marts uden min viden annekterede en af “carport”-kasserne. Jeg fik medlidenhed med hende… og satte en LEGO-klods op med sukkervand på humleklappens trinbræt, som jeg monterede en mørk aften nogle dage efter. Se videoen nedenfor.

Hun er imidlertid blevet så bekvem, at hun kun stikker hovedet ud under klappen for at mæske sig i sukkeropløsningen for derefter baglæns at trække sig tilbage i sin lune rede og sørge for afkommet. Flyver gør hun ikke mere. Efter mine beregninger vil de første arbejdere dukke op i slutningen af næste uge – ca. 21 dage tager udviklingen af en arbejderbi fra æg til flyvefærdig bi.

Dette indlæg blev udgivet i Humlebisæson 2021, Humleindkvartering. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *