Dårligt humlebivejr – 2 nye beboelser

Lad mig starte med de positive nyheder først..
I mit sidste indlæg ytrede jeg et spinkelt håb om endnu et par indflyttere og minsandten om jeg ikke dagen efter først så en “jordhumle lignende” dronning flyve ind i kassen langs vedbend’en (dertil senere) og så kort derefter, ved ophold i vindfanget til saunaen hvor en gærdesmuttekasse var ophængt, at høre et kort sum oppe fra denne – den var blevet beboet, ikke af gærdesmutten, men af en lille skovhumlebi dronning!
Endnu en dronning – endnu en art..:-)
Dertil en lille anekdote…
Sidste år hængte jeg gærdesmuttekassen op i vindfanget – den forblev tom hele ynglesæsonen – så hen på efteråret opdagede jeg, at noget af den polster uld jeg bruger til fyld i humlebikasserne, pludselig befandt sig i hullet i gærdesmuttekassen. Sjovt at den havde fundet ulden i værkstedet og transporteret den derhen. “Nå det er nok blevet til en af gærdesmuttens kendte sovereder” tænkte jeg. I denne sæson har jeg imidlertid ikke set noget til gærdesmutten. Gærdesmutten forberedte så at sige kassen til humlebien kan man lakonisk udtrykke det….
For at gærdesmutten og mejser ikke skulle generobre kassen lavede jeg allerede næste dag en passende “dør”. Se videoen nedenfor.

Som nævnt ovenfor opdagede jeg næsten samtidigt en “mørk jordhumle dronning” flyve ind i kassen langs vedbend’en – troede jeg indtil jeg fik kigget nærmere på dronningen på video hh. ved at stille mig tæt på kassen.
Så lykkedes det dog alligevel at få en havehumle i kassen – og endnu en art… se video’en nedenfor..


Havehumlen (B. hortorum) er relativ almindelig – dog ikke så almindelig som jordhumlebierne og agerhumlebierne – i hvertfald ikke her i Flensborg. Den er faktisk relativ let at kende fra disse idet den har et ekstra gult bånd på bagerste del af brystet, har et karakterisk langt, trekantet hoved og den længste tunge af alle humlebierne. Jeg kender den på den karakteristiske meget dybe summen. Desuden kan man være sikker på, at få besøg af den hvis man har fingbøl og stormhat i haven. På kassen har jeg efterfølgende monteret et lille vindfang til lettere fodring i disse kolde, våde og stormfulde dage…se foto-galleriet nedenfor.

I sidste blog-indlæg var der usikkerhed om jordhumle dronning kontra hushumle dronning. Her er situationen endegyldigt afklaret – jordhumledronningen er forsvundet og hushumle dronningen nr. 2 er forblevet i “carportkasse” nr. 2 og samler flittigt ind – i mellemtiden er der monteret humleklappe se video nedenfor…

Hushumledronning nr. 2 prøver lågen af 1.gang

Vejret har de sidste dage været usædvanligt “humlebi – uvenligt” med regn, blæst og lave temperaturer. Alligevel flyver humlebierne – især de små fingernegl store arbejdsbier af hushumlen. Man kan dog hjælpe dem ganske meget ved at spendere dem sukkeropløsning i legoklodser i selve humlebiboet eller i væskeautomat som f.eks. et laboratorieglas med fastspændt legoklods som afbildet i midten på nedenstående fotogalleri.
Dronningerne går så bare ud i vindfanget og drikker sukkervandet og lister så ind og passer æg og yngel i reden eller flyver de få meter hen til automaten og tilbage igen.
Det minimerer energiforbruget og risikoen for at forlise i dette vejr, at blive spist af en fugl eller kørt over i denne meget kritiske fase indtil de første arbejdsbier flyver ud og tager over. Hele humlebikoloniens succes afhænger jo af denne ene dronning!!!!
Man er derfor lettet når de første små arbejdsbier sværmer ud og dronningen alene kan hellige sig yngelplejen.

Status og udsyn for den kommende periode…
1. Hushumle (B. hypnorum) med ca. 14 dage gamle arbejdere – næste generation af større individer de næste dage.
2. Hushumle indflyttet for ca. 1 uge siden – forventer første arbejdere om ca. 14 dage.
3. Tre mørke jordhumle (B. terrestris) dronninger indflyttet næsten samtidigt omkring 15. april – forventer de første små arbejdere i løbet af næste uge.
4. En havehumle (B. hortorum) indflyttet omkring 28 april – forventer arbejdere omkring 21 maj afhængig af vejret.
5. En lille skovhumle (B. pratorum) som ved havehumlebien ovenfor.

I denne weekend skal temperaturerne igen stige – til 16-18 C° og så flyver humlebierne for alvor igen og de sidste dronninger vil fortsætte redesøgningen lidt endnu.
Derfor en opfordring til jer der har lyst til at huse de kære insekter – se at få sat kasserne op inden weekenden – det kan nås endnu….. Held og lykke!!!!

Dette indlæg blev udgivet i Humlebisæson 2021, Humleindkvartering. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.