Planteslægten der ikke må mangle i nogen humlebi-have.
(Update 19.6.2023)
Echium eller blot Slangehoved er en slægt der er vidt udbredt i verden og består af over 60 forskellige arter. De hører til Rublad-familien der tæller andre af mine favorit nektar- og pollenleverandører til humlebier/vilde bier som f.eks Honningurt (Phacelia), Hundetunge (Cynoglossum), Oksetunge (Anchusa), Lungeurt (Pulmonaria), Kulsukker (Symphytum), Voksurt (Cerinthe) og Lungeurt (Pulmonaria). Hvis man alene satser på disse arter har humlebierne nektar og pollen til hele sæsonen.
I Danmark kendes især den 1-årige Purpur-Slangehoved (E. plantagineum) se foto nedeenfor og den 2-årige Slangehoved (E. vulgare). Se foto ovenfor og nedenfor. Begge forekommer vildt i naturen, dog er Slangehoved mere almindelig.
Sidstnævnte er 2.årig d.v.s. den danner kun en roset første år. Se foto nedenfor.
E. vulgare danner første år en karakteristisk roset for så i det efterfølgende år at sætte sine indtil 1.5m høje først røde så blå blomsterstande som vil være en af havens humlebi magneter.
Efter den lange blomstring dør blomsten og sætter en masse frø som man roligt kan lade sidde til havens fugle – især Grønirisker og Stillitser er glade for frøene. Den selvsår sig gerne og man behøver herefter kun at tynde ud og/eller flytte de små rosetter. Det skal dog gøres før de når 5cm i diameter da de hurtigt danner en lang pælerod.
Her i maj-juni skyder der pludselig helt op til 8-10 blomsterhoveder ud fra hver plante. Nedenfor ses min lille flok af Slangehoved der nu er begyndt at skyde hovederne op. Om 7-14 dage vil de danne et blomsterhav i blåt og humlebierne vil kaste sig over de rigelige mængder af nektor og pollen….(se update nedenfor).
Efter blomstring kan man med held skære nogle af blomsterstandene ned og enkelte planter vil så sætte nye blomsterspir – dog knap så store.
Som allerede nævnt forekommer mange mere eller mindre eksotiske arter af Echium. En som man godt kan dyrke her hjemme er E. russicum som hører hjemme i Centraleuropa og Balkan.
Den er rimelig hårdfør og med lidt held får man nogle flotte blomsterspir stående i haven ligeledes i det 2. år. Nedenfor ses mine som nu blomstrer til stor glæde for humlebierne. Den kan dog godt, hvis den står et tørt sted, overvintre et 3. år og blomstre. Jeg har selv en enkelt.
Endnu mere eksotisk en ovennævnte er de endemiske arter fra Madeira og de kanariske øer. Her skal bare nævnes E. candicans “Madeira’s stolthed” og endnu mere spektakulær E. pininana “Træ-echium” eller “Kæmpe Slangehoved”. Den kan sætte et plantespir på 3-5m!
Den kan også ses på Kanaløerne og Wales hvor vintrene er milde. Jeg selv har prøvet mig frem med sidstnævnte 2 gange – uden held. Den er svær at få til at overleve med de køligere vintertemperaturer her på fastlandet.
E. candidans har jeg dog fået helskindet igennem vinteren – 7 eksemplarer hvoraf 1 blomstrer nu og 1 står i knop. Fotos og film nedenfor.
Nedenfor et lille filmklip af de ovenstående planter i blomst.
Andre fascinerende blomsterplanter….
Andre gode planter til de langtungede bier er Almindelig fingerbøl( Digitalis purpurea). Den findes i et utal af farvenuancer. I år har jeg såvel hvide som den almindelige røde form d.v.s. helt almindelig er den ikke!!!!! se selv nedenfor…
Topskuddet er forvandlet til en stor blomst. Jeg har googlet dette fænomen og kun set noget lignende på en engelsk hjemmeside.
Nedenfor ses et nærbillede af selve blomsten..
Flot og særegen blomst. Nu en uge senere ser den ud som på fotoet nedenfor.