I mine humlekasser har 3 ud af 4 havehumler produceret dronninger og droner, mens en fjerde blev angrebet af voksmøllet, før det kom så langt. I øvrigt har voksmøllene været slemme i år, eller jeg har ikke været omhyggelig nok med at kontrollere kasserne. Det er også gået ud over kassen med stenhumle – desværre! De var ellers kommet godt i gang, men næsten fra den ene dag til den anden svandt aktiviteten kraftigt ind. Jeg vidste næsten inden, jeg åbnede kassen, hvad der var galt. Overalt fede voksmøllarver og ingen eller kun få yngleceller og honningkrukker – altså heller ikke nogen succes i år trods humlelåge og lavendelolie sprøjtet ind i og omkring kassen. Nedenfor ses et klip med en af de intakte havehumlekasser.

Der er meget godt at se i sin have for tiden. Mange humlebier summer – især er der mange agerhumler i min skov af læge-oksetunge. Det er og bliver deres favorit. Dernæst korsknap og hvidkløver i min græsplæne. De få havehumler, der stadig flyver i haven, koncentrerer sig om muskatsalvie eller skarlagen, som har lange kronrør, hvor kun denne art kan få tungen ned.

Jordhumlerne koncentrerer sig stadigvæk omkring Hjulkronerne, Virginsk Ærenpris og Lavendel.

Er man heldig som jeg i går, så ses også diverse “bryllupper” hist og her. Herunder er det to mørke jordhumler, der fornøjer sig…

Ligeså spektakulær var den næste iagttagelse i min have i dag. På ca. 10 m afstand så jeg en stor gul sommerfugl flakse ned fra himlen og lande først på min oregano og derefter hvile sig på katosten. Jeg skyndte mig ind for at hente iPhonen for at dokumentere min formodning. Her er, hvad jeg så….

Det er ikke hver dag, man ser en svalehale, og slet ikke i sin have. Den valgte at slå sig ned på min katost for at hvile sig – i over en time. Desværre havde den meget slidte vinger – halerne var næsten væk – men alligevel….

Den første rigtige frostnat har vi til gode, og derefter kan vi så længselsfuldt se frem til de nye dronninger i marts – inden da vil jeg dog lige afslutte med en status over året, der gik.

Året må samlet set anses for at have været en succes. Som mange rutinerede humlebientusiaster siger – det bliver lettere med årene, og således også for mig.

• De tidlige hushumlebier indledte som forventet sæsonen – at der skulle vise sig at flytte hele 6 dronninger ind var nok noget over forventningerne, selvom sidste års ynglesucces ville udmynte sig i flere “tilbagevendere”. Det skal dog siges, at kun 4 familier nåede at producere dronninger. Familien i den åbne fuglekasse viste sig at være for udsat. Både en gedehamsedronning samt slutteligt voksmøllarver var for meget for den.
• Den anden familie blev til gengæld okkuperet af en hushumlesnyltedronning (se tidligere blogindlæg). Selvom det var forventeligt, så blev jeg dog overrasket over at se en hel sværm snyltehumledronninger/-droner kravle rundt blandt de relativt få hushumlebiarbejdere. Trods humlebi-låge lykkedes det alligevel en ivrig snyltebidronning at overmande familien. Det valgte jeg at se som endnu en berigende erfaring. Artslisten var blevet udvidet med endnu en humlebiart!
• Meget positivt var ligeledes de 3 havehumlebifamilier. To meget succesfulde familier, der begge frembragte dronninger/-droner. Den tredje familie valgte at slå sig ned under brætterne på terrassen – lige i det hjørne, hvor vi opholder os mest. Det var underholdende og uden scener, da arten er meget fredsommelig. De nåede at frembringe arbejdere – men nye dronninger nåede jeg ikke at bemærke!
• Til stor glæde var også de 2 agerhumlefamilier. De udviklede sig begge succesfuldt, omend i meget forskelligt tempo. Den ene familie var flot rødbrystet, og den anden mere mørk. Begge familier producerede dronninger. Agerhumlebier er “ens egne” bier. De flyver næsten ikke uden for ens have, hvis man har et righoldigt blomsterudbud. Desuden er de så omgængelige, at man kan åbne kassen for gæster og interesserede og vise ynglecellerne frem – demonstrere, hvor fredelige humlebier er, så at sige mine “demonstrationshumlebier” – jeg gør det dog ikke med hushumlebierne ;-))
• En enkelt mørk jordhumlebidronning flyttede ind i år. I år var der forholdsvis få søgende dronninger i min have. Vinteren har måske været for våd her i Flensborg. Overraskende er det i hvert fald i betragtning af, at jeg havde 3 familier året før, som alle producerede dronninger.
• Resten af året vil nu gå med at flytte/omplante stauder og ellers overveje, hvad man eventuelt kunne berige haven med….

Stadigvæk flyver et par enkelte agerhumlebier til mine flittigt blomstrende oksetunger. Se videoen nedenfor.

Agerhumlebierne er som forventet de sidste i haven – så længe temperaturerne er så forholdsvis høje (15-17 grader med sol), så flyver de resterende bier villigt.

Mine egne to familier er dog forlængst uddøde, og rederne er smidt i skraldespanden eller brændt af. Enkelte voksmøllarver var gået i gang med “oprydningen”. De skulle dog ikke have chancen for at volde problemer næste år… Nedenfor ses den sidste optagelse i år af de to familier.

I næste indlæg vil jeg komme med en status over mine humlebi-beboelser for året 2022.

Den anden agerhumlefamilie er tidsmæssigt 14 dage senere i udviklingen. Den har udviklet sig ganske godt siden sidst, og der er mange droner/dronninger på vej. Familien virker i det hele taget agil og sund. Et lille videosammendrag ses nedenfor.

I den nuværende sæson er der vel kun agerhumlebierne samt stenhumlebier og måske anden generations havehumlebier tilbage med u-udklækkede yngleceller.

De meget tidlige hushumlebier ser jeg ikke mere – heller ikke dronningerne, så de har nok trods højsommer allerede søgt hen, hvor de vil tilbringe vinteren. I “Hummeln” s. 94 ff af Eberhard von Hagen angives juli-august som tidspunkt for søgningen af vinterkvarterer – her søger de befrugtede og velnærede humlebidronninger flere minutter efter et egnet sted at grave sig ned – meget lig redesøgningen i foråret. Her kan musehuller, kompostbunker, bladbunker nær trærødder eller 3-15 cm dybe huller i et moslag tjene som overvintring. Ligeledes nordvestvendte skovbeklædte skrænter bliver ofte opsøgt som vinterkvarter. Fælles for alle lokaliteter er dog, at de ligger, hvor risikoen for oversvømmelser er mindst mulig. Jeg har i øvrigt kun sjældent kunnet iagttage vinterkvartersøgninger – kun to gange – begge gange stenhumledronninger på en græsplæne!!

Eberhard v. Hagen nævner også mulighederne for kunstig overvintring – men her gælder det samme som med hjulpen indkvartering af dronninger – at man skal vide, hvad man gør, da man ellers gør mere skade end gavn!

Familien i fuglekassen fik godt nok arbejdere på vingerne – men dronninger så jeg ikke. Det er også tvivlsomt, om de nåede det. De sidste 14 dage har der ikke været liv.

I to “carportkasser” flyver stadigvæk sporadisk enkelte arbejdere og dronninger af og til. De har dog produceret mange dronninger. Den fjerde var helt forladt og fyldt med voksmøllarver – alle yngleceller var dog klækkede – så den nåede ligeledes at producere rigtig mange dronninger og droner. Papkassen blev brændt af, så invasionen af voksmøl næste år begrænses videst muligt.

Det samme skete med kasse nr. 5 – denne var også stor og kraftig. Se videoklippet nedenfor.

Sidste kasse omtalte jeg i blogindlægget om snyltehumler – den var ved sidste inspektion for 14 dage siden kraftigt annekteret af hussnyltehumlen. Det er også interessant at følge deres udvikling – især når man har så mange værtsfamilier. Udviklingen siden ses ligeledes i nedenstående klip.

Problemet med forekomsten af voksmøl, som vist i de forrige filmklip, skyldes ikke humlelågens manglende funktion – men en kedelig egenskab ved næsten alle humlebier. De bider hul i ståltrådsnettet i ventilationshullerne, som egentlig skulle beskytte dem imod voksmøllets indtrængen i kassen. Dette sker dog især efter fremkomsten af dronningerne.

Min hypotese er, at dronningerne gerne vil bruge en anden ud-/indgang end lågen. Ofte sidder de i mellemrummet imellem papkassen og kassens væg, som om det er for trangt og for varmt inde i selve reden. I stedet for at kravle “igennem” reden vil de hellere kravle direkte ud og ind igennem hullet i stålgitteret, som de selv har “mejslet” med deres kraftige kæber.

Det bevirker så til gengæld, at der er frit spil for voksmøl og andre flyvende parasitter.

Eksempler på huller i stålvævet kan ses i nedenstående klip.

I dette klip blev jeg ved langsom visning opmærksom på endnu en parasit, som hjemsøger især langtungebier, som havehumlebien og agerhumlebien – nemlig den lille brune bille “Antherophagus nigricornis”, som ifølge E. v. Hagen s. 122-23 er en lille brun bille, som bider sig fast i tungen på bierne for derefter at lade sig befordre hjem i reden. Her ernærer dens larver sig af voks i ynglecellerne samt af selve ynglen – den er dermed skadelig på linje med voksmøl larverne. Jeg vil derfor kaste et vågent øje på min havehumlerede de næste dage… men interessant er det alligevel!

Havehumlefamilien under min terrasse var en af de mindre. Kun få arbejdere så jeg, inden den helt ophørte med at eksistere. Jeg tvivler dog på, at den nåede at producere dronninger. Af gode grunde kan jeg ikke kontrollere det.

De andre 2 familier kunne jeg til gengæld bedre iagttage i kasserne. De har begge produceret dronninger og droner. Da flyveaktiviteten i den tidligste kasse var aftaget kraftigt den seneste uge, var det derfor på tide at lave en inspektion af begge kasser.

Det er der kommet et videoklip ud af. Den ene kasse indeholdt kun den gamle dronning samt nogle få arbejdere – alle yngleceller var klækkede, og ingen voksmøl eller andre parasitter var at se – altså helt som det skulle være.

I den anden kasse var der flere individer – heraf ses 2 klip – et fra d. 13. juni og så et knap 14 dage senere d. 26. juni. Det er spændende at se udviklingen. Fra denne kasse har jeg også set flere dronninger flyve.

Klippet viser, at der stadigvæk er flere uklækkede dronningeceller. Desværre viser klippet også forekomsten af 2 skadevoldere – en mindre voksmøllarve samt forekomsten af “deformationsvingevirus” eller DWV, en virussygdom som er indført via honningbier fra Amerika, og som bevirker sammenkrøllede deforme vinger – også hos vilde bier, som smittes via blomsterne. Jeg håber så, at de resterende yngleceller ikke er for hårdt ramt. Jeg kan ikke helt undgå honningbierne i min have – men prøver så vidt muligt at vælge blomsterplanter, som kun eller overvejende kun humlebier besøger. Angående førstnævnte voksmøl vil jeg kontrollere de næste dage, men da der ikke er mange yngleceller tilbage, og sæsonen snart er slut, og med DWV in mente, vil jeg ikke foretage mig mere.

De er desuden meget skikkelige – jeg behøver aldrig at bære nogen form for beskyttelse – kan rode rundt i kassen uden at de flyver ud og stikker – de lægger sig højest på ryggen og truer lidt. Det er en hel anden sag med hushumlebierne….!

I år har jeg som allerede skrevet 2 familier – i modsætning til hushumlebierne, havehumlebierne og mørk jordhumlebierne har de endnu ikke frembragt dronninger. De er de seneste af alle vores bier – de lukker og slukker så at sige humlebiesæsonen. Jeg har tit set agerhumlebier hen i november, hvis vejret ikke var for koldt.

I nedenstående videoklip kommer en opdatering, som indeholder 14 dage gamle klip såvel som klip fra i går. Det er interessant at følge udviklingen i sådan en rede. 

1. familien har udviklet sig prægtigt, selvom jeg den første tid var meget skeptisk – faktisk havde jeg flyttet kassen til en anden position, fordi jeg troede, dronningen var flyttet ud. Gudskelov opdagede jeg fejlen rettidigt.

2. familien flyttede ind senere – denne fremviser dog en meget langsommelig udvikling – men måske tager jeg fejl igen – indtil oktober kan jo meget ske…

Næsten hver humlebiart har sin respektive snyltehumlebiart…

• Lys jordsnyltehumle (B. bohemicus) parasitterer lys jordhumle, pile- og kravejordhumle.
• Mørk jordsnyltehumle (B. vestalis) parasitterer mørk jordhumle.
• Stensnyltehumle (B. rupestris) parasitterer stenhumle.
• Skovsnyltehumle (B. sylvestris) parasitterer lille skovhumle.
• Hussnyltehumle (B. norvegicus) parasitterer hushumle.
• Agersnyltehumle (B. campestris) parasitterer agerhumle.
• Havesnyltehumle (B. barbutellus) parasitterer havehumle.

Taget fra “Humlebier” af Yoko Luise Dupont & Henning Bang Madsen, Natur og Museum nr. 1, 2010 s. 30-31.

Snyltehumlebierne kendetegnes ved deres pansrede krop, krumme bagkrop med kraftig brod, mørkere vinger, mangel på pollenkurv samt en dybere brummelyd. Ofte kan man se dem langsomt kravle rundt på skabioser, mælkebøtter og tidsler. Nedenfor ses egne fotos af forskellige snyltehumlebier, som jeg er relativt sikker på at kunne artsbestemme.

Stensnyltehumlebi dronning (B. rupestris) så jeg for første gang ved Emmerbølle på Langeland, senere i egen have – se video nedenfor.

Denne enorme “kampmaskine” så og fotograferede jeg på Ø-havsstien i en mælkebøtte i maj 2020. Forinden var den fløjet dybt brummende ca. 20 m, hvor jeg undrede mig over denne store mørkvingede bi.

Dens vært er stenhumlebien (B. lapidarius).

Snyltehumlebier er i familie med deres værter, men adskiller sig dog væsentligt fra disse. De bygger ikke selv rede, men overtager deres værtsfamilier, når 1. – 2. generation arbejdsbier er klækket. De forjager eller ihjelstikker værtsdronningen og lægger nu deres egne æg i værtens yngleceller, hvorpå de lader værtsarbejderne opfostre disse. Det er derfor meget betegnende, at de i tysk sprogbrug kaldes “Kuckkuckshummeln” = “Gøgehumlebier”, da adfærden ligner gøgens.

Mørk jordsnyltehumle dronning (B. bohemicus) på mælkebøtte i Hjelm Skov ved Aabenraa maj 2020

Snyltehumlebier lader værtsbierne indsamle nektar og honning, derfor behøver de heller ikke pollenkurve. Denne adfærd betyder også, at de ikke behøver arbejdsbier. Snyltehumlebi-dronningen udklækker derfor kun nye dronninger og nye droner/hanbier.

I E.v. Hagen/A.Aichhorn´s bog “Hummeln” beskrives udførligt ud fra egne erfaringer snyltehumlebiernes interessante adfærd, herunder deres avancerede okkupationsstrategier.
Nedenfor ses sådan et okkupationsforsøg af en hussnyltehumle tidligere på året.

Nedenfor ses en skovsnyltehumle (B. sylvestris) prøve at okkupere min lille skovhumlebi-kasse foråret 2020. Det lykkedes heller ikke!

I år har jeg så haft fornøjelsen af at gøre mine egne erfaringer med denne slægt af humlebier. Første indicier på, at noget var “galt”, var optræden af flere hussnylte-droner i mine blåhatblomster – se videoen øverst. Indtil 3 styk ad gangen sås i blomsterne – langsomt sugede de nektar i sig og forblev ofte flere minutter på blomsten. Jeg kunne regne ud, at der nu måtte være klækket snyltehumlebier i nærheden.

Da jeg så samtidig syntes, tiden var moden til endnu en inspektion af humlekasserne, kunne jeg jo passende undersøge for parasitter (voksmøl, snyltehumler etc.). Jeg havde nemlig i de sidste dage undret mig over, at den sidste kasse med hushumler ikke havde produceret dronninger endnu, og samtidig var flyveaktiviteten aftaget kraftigt – altså sandsynligvis parasitter. Da jeg åbnede kassen, var det ikke kun hushumler, der mødte mig – men også flere klækkede hussnyltehumle-dronninger – se videoklippet nedenfor.

Som det kan ses i videoen, er ynglecellerne typisk mørkere hos snyltehumler end hos de normale humlebier.

For tiden ser jeg kun dronerne ude – overvejende i blåhat – der er til gengæld 3-4 stykker ad gangen. De klækker tidligere end dronningerne og forlader straks reden. Dronningerne bliver nok i reden et stykke tid endnu og mæsker sig i nektaren fra honningkrukkerne, som de resterende hushumle arbejdere fylder for dem, indtil disse dør. Det vil dog snart få en ende, og dronningerne vil flyve ud og parre sig med de ventende droner. Derefter går resten af sommeren med at fylde fedtdepoterne, inden vinterkvarteret opsøges i sensommeren. Det hele kan starte forfra til næste forår.

Jeg skal så “bare” beskytte mine bikasser endnu bedre imod “tilbagevenderne”………

Det er dejligt at høre den dybe brummen af dronningerne igen – i perioden fra de første arbejdere viste sig til nu har man næsten ikke set og især hørt dem i haven. 

Efter arbejdsbiernes fremkomst er den gamle dronning kun beskæftiget med at lægge æg og opfostre ynglen, indtil hun selv bliver dræbt af sine egne arbejdere kort efter fremkomsten af de nye dronninger. Hun ligger så ihjelstukket i et hjørne af reden eller smidt helt ud af reden/kassen – jeg har set det så tit….

Jeg plejer at sige, at der er 3 højdepunkter i sæsonen, når man interesserer sig for humlebier. 

1. Når dronningen flytter ind i kassen

2. Fremkomsten af de første arbejdere

3. Når de nye dronninger flyver af reden

Sidste og mest tilfredsstillende punkt er nået nu for hushumlebierne – de når ligesom lille skovhumlebi meget tidligt deres klimaks. I løbet af de næste par uger vil de ret hurtigt aftage i antal, og familien gå i opløsning.

De nye dronninger vil mæske sig i nektaren fra redens nektarkrukker, som de resterende arbejdsbier stadigvæk vil fylde op, så længe de lever. Derefter søger dronningerne vinterhi i musehuller, under trærødder og lignende.

I de sidste par dage har jeg indtil flere gange set, hvordan dronerne/han-bierne utrætteligt flyver frem og tilbage foran redeindgangen og prøver at catche sig en ny dronning, når hun forlader eller vender hjem til redehullet. 

Det lykkes ved, at han kaster sig over dronningen og klamrer sig fast på ryggen. Ofte flyver han så huckepack på ryggen af dronningen væk derfra. Efter en kort, anstrengende flyvetur lander den trætte dronning på jorden eller et blad, og parringen foregår. Kort tid herefter dør han-bien.

Det lykkedes mig at filme et fuldstændigt parringsforløb – det er en lidt hektisk affære og svært at filme med “rolig hånd”. Her er, hvad der kom ud af det..

I forgårs så jeg min havehumle nr. 3 forsvinde ind under terrasseplankerne ved hushjørnet, godt polstret med pollen. Havehumledronning nr. 1 snød mig, idet de første arbejdere allerede kunne ses flyve ud i går. Altså må indflytningen allerede have været i sidste uge af april og ikke som tidligere annonceret d. 8. maj. Havehumlebi nr. 2 flyver regelmæssigt ind og ud. Alle tre havehumlebier kan ses i nedenstående videoklip.

Agerhumlebierne “driller” lidt i år. D.v.s. agerhumle nr. 1 er flyttet over i en større og bedre kasse. I dens gamle kasse er så en ny agerhumle flyttet ind. Efter et par dage så jeg ikke mere til den og besluttede at flytte den tomme kasse et andet sted hen – men igen en fejltagelse, som jeg før har begået – dagen efter så jeg nemlig agerhumlen søge på kassens gamle plads. Det blev hurtigt klart, at den ikke var flyttet ud! Hurtigt fik jeg sat kassen tilbage, og 2 min efter fløj humlen ind igen – denne gang tror jeg mere på succes – de sidste gange er den fløjet ind med fyldte pollenkurve – læren er her – at hvad angår agerhumlebier, bliver man nødt til at væbne sig med tålmodighed. Flyt aldrig en kasse, før du er 300% sikker!

Hvad angår hushumlebierne, har jeg også taget fejl – for kort efter at have annonceret dronningens exit fra rødhalsekassen, dukkede de første arbejdsbier op. Dette forklarer lidt min fejltagelse – for ofte ser man ikke dronningen omkring udklækningen af de første arbejdere. Desuden er der ikke mange arbejdere at se – jeg har en lumsk mistanke til, at musvitterne og blåmejserne er på spil her – de lurer fra en gren og flyver hurtigt hen til flyvehullet og hapser sig en godbid. Jeg tror, det til dels hænger sammen med, at jeg for nogle dage siden løb tør for mejsekugler – altså har jeg bestilt nogle nye.

Igår tog jeg så “rumdragten” på og vovede et kig i den fremmeste hushumlebikasse i carporten. Jeg kan kun anbefale at have stikbeskyttelse på, når man ser til dem – alligevel kan det gå galt, thi jeg skulle læne mig lidt forover, og nettet lagde til ved hagen – det var der hurtigt en lille “djævel”, der opdagede – og årets første stik var en realitet – men som altid er et humlebistik kun smertefuldt 10-15 minutter, og ingen hævelse – på mig i hvert fald. Det er blevet til et lille “vældig summende klip” nedenfor.

Jeg var en tur ved Tryggelev Nor på min fødeø Langeland. Her så jeg for første gang denne sjældne skønhed af en moshumlebi (B. moscorum). Dronningen er en af de sidste, der kommer frem – oftest først primo maj og samtidig en af de smukkeste danske bier. De lever overvejende overjordisk under tørt græs og mos. Den har en høj summetone, og arbejderne kan være aggressive ved forstyrrelse – ligesom hushumlebien. Det er også nødvendigt, da de ofte er udsat for angreb fra fugle. (se foto nedenfor).

Status 18.5.2022:

6 hushumlebi familier (B. hypnorum) – alle med arbejdere
3 havehumlebi familier (B. hortorum)- 1 med arbejdere
1 mørk jordhumlebi familie B. terrestris) – med arbejdere
2. agerhumlebier (B. pascourum)