Vi nærmer os september og dermed slutningen af humlebi-sæsonen 2025. De sidste par uger har der været meget få humlebier på vingerne. I min have startede sæsonen for humlebierne tidligt i år. Den ser også ud til at slutte tidligere; som forventet er det overvejende agerhumler, der dominerer. Af og til ses der stadig en enkelt mørk jordhumledronning samle nektar – fylde fedtreserverne til den forestående vinterpause.
Det blev ikke til den helt store ynglesucces i mine humlehuse i år. Kun havehumlebierne og hushumlebi-familien lykkedes med at få dronninger på vingerne. Stenhumle- og agerhumlefamilien blev tidligt angrebet af voksmøllet. Jeg var nok ikke rettidig med kontrollerne til at kunne gribe aktivt ind. Desuden er det min formodning, at husene behøver en grundig istandsættelse eller fornyelse. Voksmøllet straffer en for sjusk med tætheden af husene; det er især et problem, hvis taget samt humlelågen ikke slutter tæt nok. Så det bliver et projekt for vintermånederne. Afslutningsvis lige en sidste sæsonvideo for godt en måned siden, hvor haven stadigvæk summede af humlebier.
