Første 2 humlekasser beboet.

Det er endnu tidligt på sæsonen, men de sidste tre dage har indtil 4-5 dronninger af mørk jordhumle fløjet rundt i haven. Fortrinsvis i min vintergedeblad samt i min egen stiklingsformerede sakhalin-pil, som står med store gule pilerakler.

Herefter har de søgt rundt omkring kasserne og de kendte steder langs vedbendhækken. Det drejer sig helt sikkert om “tilbagevendere” født i mine kasser sidste år.

For 2 dage siden rodede jeg lidt i jorden med riven. En mørk jordhumledronning vimsede rundt omkring mig, og som altid på denne årstid – bevæbnet med paprør i brystlommen – stak jeg skaftet af riven i jorden og lavede et pænt lille “musehul” – der gik ikke et halvt minut, før damen opdagede det potentielle bosted. Ned i hullet forsvandt hun, og jeg hurtigt med paprøret ovenover uden at hun bemærkede noget. Hurtigt hen til den nærmeste humlebi-kasse og proppen på i 2 minutter. Efter ca. 10 min kom hun ud og lavede en fin orienteringsflyvning.
Nu flyver hun ivrigt ud og ind – se videoen nedenfor.

I dag skete en lignende hændelse – blot ville endnu en mørk jordhumle bemægtige sig en af mine mejsekasser. Hurtigt på med paprøret, og stille uden protest blev hun transporteret til nabokassen. Samme hændelsesforløb som ovenfor – se videoen nedenfor (beklager den ringe videokvalitet).
Ja, nogle gange er det meget let….

Dette indlæg blev udgivet i Humlebisæson 2024. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *