4. Opdatering af mine 6. humlebi huse – 14. juli

Der er så gået knap 3 uger siden sidste opdatering og det er lang tid i humlebi verdenen. Der er derfor også sket en del siden sidst men lad os gennemgå humlebi husene fra en ende af.

Se også 1. opdatering-af-mine-9-humlepensioner-4-juni
Se også 2. opdatering- 14. juni
Se også 3. opdatering – 24. juni

Hus nr 3 – Mørk jordhumle

Aktiviteten er aftaget yderligere og der ses nu kun en arbejder af og til. Dronninger flyver ikke mere til og fra dette hus så boet er ved at gå i opløsning. Dette er ganske normalt når dronningerne forlader reden. Der er dog stadigvæk en tydelig zirren når jeg roder i redematerialet og en enkel arbejder eller to kommer til syne. De vil nok dø inden for de næste uger. Der kan måske nå at produceres nogle droner. Sidste gang ytrede jeg frygt for at voksmøllarver måske havde invaderet boet – men det viste sig gudskelov ikke at være tilfældet. Da der er produceret flere nye dronninger fra familien må husningen siges at være succesfuld.

Hus nr. 2 – Mørk jordhumle 2

I sidste opdatering d. 24 juni af dette hus befandt familien sig på sit højdepunkt med nye dronninger der fløj ud daglig. I dag flyver dronningerne – dog ikke så mange som før – stadig regelmæssigt ud og ind. Der er stadigvæk mange arbejdere der flyver ud og ind så det er en stor og succesfuld familie. Familien er ikke gået i opløsning endnu da dronningerne stadig er der. 10 nye dronninger eller flere har den gamle dronning produceret så det lover godt for den næste sæson. Om der produceres flere dronninger er nok tvivlsomt – droner kan dog stadigvæk produceres af de hunlige arbejdsbier.
I de sidste par dage har det næsten konstant regnet så der har ikke været meget “flyvevejr” så for at afhjælpe sulten hos især dronningerne har jeg fodret med sukkervand i legoklodser. Sukkervandet er nemt at lave : 1 del almindelig sukker + 1 del frugtsukker + 2 dele koldt vand. Dette røres godt op indtil alt sukker er opløst og kan så derefter opbevares i køleskabet. Legoklodser er meget anvendt til formålet da pelsbierne ikke kan drukne heri. Endnu en god anvendelse af disse fantastiske klodser…Nedenfor ses en lille video med “fodringen” i hus nr. 2.

Ny dronning af mørk jordhumle “leger med Lego”..
Mørk jordhumle arbejder drikker af reagensglas

Hus 5 og 7 – Agerhumler

Begge familier udvikler sig videre – i et for agerhumlebier normalt tempo – dvs langsomt. Altid om morgenen kan man se 1-2 nye bier starte deres “jomfruflyvning” rundt om kassen for at forsvinde i de nærmeste Honningurt-, Linaria purpurea- eller Ysop-planter.
Begge disse familier har også fået deres “legoklodser” med sukkervand. Jeg mener skyndsomt at have set en ny dronning forlade hus nr. 5 . Som allerede nævnt er agerhumlebier langsomme i udviklingen – men man kan så også have glæde af dem helt hen til september-oktober….

Hus 4 – Hushumle

Allerede ved sidste opdatering var der kun ringe aktivitet. For en uge siden havde der ikke været ind- eller udflyvninger i flere dage så jeg besluttede at åbne mejsekassen for at se grunden til den relativ pludselige tilbagegang. Som sædvanligt holdt jeg Iphonen klar til at fange begivenheden på video og det blev som frygtet…. endnu et bevis på voksmøllenes dramatiske påvirkning af et humlebibo… Jeg frygtede det da mejsekassen trods humleklappe var utæt og en let sag for de raffinerede voksmøl at invadere. Selvom jeg profylaktisk havde behandlet med Bt. (Bacillus thuringiensis) så var det altså ikke nok. Se nedenfor hvad der ventede mig..

Voksmøllarver har gjort det af med hushumleboet ..

Hus 8 – Mørk jordhumle 4

Denne familie har ligesom mørk jordhumle nr. 2 udviklet sig enormt godt – endnu fri for de dødbringede voksmøl – blev der for en uge siden produceret flere nye dronninger som tog deres højtlydende brummende runder i haven. Altid en dejlig og livsbekræftende oplevelse at være vidne til. En film der viser lidt af det “leben” der herskede omkring klappen på det tidspunkt kan ses i nedenstående videoklip.

Nye dronninger ved hus nr. 4

Dette indlæg blev udgivet i Humlebisæson 2020, Humleindkvartering. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *