Hver dag siden sidste indlæg har jeg set tømrerbien i gedebladsbusken – den er åbenbart helt vild med denne. Flere gange om dagen kigger den forbi – for derefter at tage et hvil i solen nogle minutter. Da den er så imponerende skal i lige få et klip af den nedenfor.

Inden jeg tog til Færøerne for ca. 12 dage siden, havde jeg selvfølgelig informeret mig om mulighederne for at træffe humlebier her. Allerede for et par år siden stødte jeg på en undersøgelse af humlebier på Færøerne fra 2010 af Madsen, H. B. & J-K. Jensen.

I den undersøgelse blev der påvist to arter af humlebier – lys jordhumlebi (B. lucorum) og lille skovhumle (B. pratorum), som på grund af øernes isolation og afstand til fastlandet kun kunne være indslæbt. Jeg har ikke kunnet finde nyere undersøgelser eller henvisninger til iagttagelser af andre arter siden.

Da jeg så tog turen til Færøerne for knap 14 dage siden, var jeg spændt på, om det ville lykkes mig at finde de to arter. Da konen og jeg havde Torshavn som udgangspunkt for turen, regnede jeg med, årstiden og faunaen taget i betragtning, at chancerne var gode for at spotte en af arterne her. Allerede første dag – en regnfuld dag med omkring 10 grader – lykkedes det mig at spotte en “døsende” lys jordhumlebi, der arbejdede i en vild rose i en have midt i Torshavn. Et par dage senere lettede skyerne, og solen tittede frem. I en gade ved navn Tingvegúr faldt jeg over en cotoneasterbusk – en rigtig god humlebibusk – i blomst og et vældigt liv. 

Foruden en del lys jordhumlebier var der så sandelig også hushumlebier (B. hypnorum) – både han- og hunbier!!!!!

Var jeg virkelig den første til at spotte denne i Danmark og resten af Europa meget almindelige bi på Færøerne? Måske har den allerede været der år forinden, uden at nogen bevidst har bemærket den. 

Det er i sig selv ikke overraskende, at netop denne næsten “invasive” humlebiart har fundet vej til Færøerne – sandsynligvis via en skibsladning gods fra Danmark. 

I Torshavn er der gode livsbetingelser for humlebier – mange haver med en for færøske forhold mangfoldig blomsterpragt. Desuden er der gode redemuligheder i og omkring huse samt i fuglekasser. 

Mine egne erfaringer med hushumlebien er, at det er en meget robust bi, der selv under kolde og fugtige betingelser trives, når bare der er tilstrækkeligt med fødekilder. 

Nedenfor kan et klip af de “måske” første hushumlebier på Færøerne ses.

I de kommende år vil der sandsynligvis dukke yderligere arter op. Det vil måske kun være sporadisk. Til gengæld tror jeg, at hushumlebien har gode chancer for at etablere sig fast på øerne – især i de tættest befolkede områder.

Opdatering d. 17.7.2022:

Min formodning viste sig at slå til ang. fund af hushumle på Færøerne. J-K Jensen kunne berette, at hushumlebier ikke kun var set flere steder i Torshavn i denne sommer – men også allerede fundet i 2021. Desuden er havehumlebien B. hortorum også blevet set i Torshavn denne sommer. Det bliver interessant at høre mere fra denne front fra J-K Jensen og H. B. Madsen.

Næsten hver humlebiart har sin respektive snyltehumlebiart…

• Lys jordsnyltehumle (B. bohemicus) parasitterer lys jordhumle, pile- og kravejordhumle.
• Mørk jordsnyltehumle (B. vestalis) parasitterer mørk jordhumle.
• Stensnyltehumle (B. rupestris) parasitterer stenhumle.
• Skovsnyltehumle (B. sylvestris) parasitterer lille skovhumle.
• Hussnyltehumle (B. norvegicus) parasitterer hushumle.
• Agersnyltehumle (B. campestris) parasitterer agerhumle.
• Havesnyltehumle (B. barbutellus) parasitterer havehumle.

Taget fra “Humlebier” af Yoko Luise Dupont & Henning Bang Madsen, Natur og Museum nr. 1, 2010 s. 30-31.

Snyltehumlebierne kendetegnes ved deres pansrede krop, krumme bagkrop med kraftig brod, mørkere vinger, mangel på pollenkurv samt en dybere brummelyd. Ofte kan man se dem langsomt kravle rundt på skabioser, mælkebøtter og tidsler. Nedenfor ses egne fotos af forskellige snyltehumlebier, som jeg er relativt sikker på at kunne artsbestemme.

Stensnyltehumlebi dronning (B. rupestris) så jeg for første gang ved Emmerbølle på Langeland, senere i egen have – se video nedenfor.

Denne enorme “kampmaskine” så og fotograferede jeg på Ø-havsstien i en mælkebøtte i maj 2020. Forinden var den fløjet dybt brummende ca. 20 m, hvor jeg undrede mig over denne store mørkvingede bi.

Dens vært er stenhumlebien (B. lapidarius).

Snyltehumlebier er i familie med deres værter, men adskiller sig dog væsentligt fra disse. De bygger ikke selv rede, men overtager deres værtsfamilier, når 1. – 2. generation arbejdsbier er klækket. De forjager eller ihjelstikker værtsdronningen og lægger nu deres egne æg i værtens yngleceller, hvorpå de lader værtsarbejderne opfostre disse. Det er derfor meget betegnende, at de i tysk sprogbrug kaldes “Kuckkuckshummeln” = “Gøgehumlebier”, da adfærden ligner gøgens.

Mørk jordsnyltehumle dronning (B. bohemicus) på mælkebøtte i Hjelm Skov ved Aabenraa maj 2020

Snyltehumlebier lader værtsbierne indsamle nektar og honning, derfor behøver de heller ikke pollenkurve. Denne adfærd betyder også, at de ikke behøver arbejdsbier. Snyltehumlebi-dronningen udklækker derfor kun nye dronninger og nye droner/hanbier.

I E.v. Hagen/A.Aichhorn´s bog “Hummeln” beskrives udførligt ud fra egne erfaringer snyltehumlebiernes interessante adfærd, herunder deres avancerede okkupationsstrategier.
Nedenfor ses sådan et okkupationsforsøg af en hussnyltehumle tidligere på året.

Nedenfor ses en skovsnyltehumle (B. sylvestris) prøve at okkupere min lille skovhumlebi-kasse foråret 2020. Det lykkedes heller ikke!

I år har jeg så haft fornøjelsen af at gøre mine egne erfaringer med denne slægt af humlebier. Første indicier på, at noget var “galt”, var optræden af flere hussnylte-droner i mine blåhatblomster – se videoen øverst. Indtil 3 styk ad gangen sås i blomsterne – langsomt sugede de nektar i sig og forblev ofte flere minutter på blomsten. Jeg kunne regne ud, at der nu måtte være klækket snyltehumlebier i nærheden.

Da jeg så samtidig syntes, tiden var moden til endnu en inspektion af humlekasserne, kunne jeg jo passende undersøge for parasitter (voksmøl, snyltehumler etc.). Jeg havde nemlig i de sidste dage undret mig over, at den sidste kasse med hushumler ikke havde produceret dronninger endnu, og samtidig var flyveaktiviteten aftaget kraftigt – altså sandsynligvis parasitter. Da jeg åbnede kassen, var det ikke kun hushumler, der mødte mig – men også flere klækkede hussnyltehumle-dronninger – se videoklippet nedenfor.

Som det kan ses i videoen, er ynglecellerne typisk mørkere hos snyltehumler end hos de normale humlebier.

For tiden ser jeg kun dronerne ude – overvejende i blåhat – der er til gengæld 3-4 stykker ad gangen. De klækker tidligere end dronningerne og forlader straks reden. Dronningerne bliver nok i reden et stykke tid endnu og mæsker sig i nektaren fra honningkrukkerne, som de resterende hushumle arbejdere fylder for dem, indtil disse dør. Det vil dog snart få en ende, og dronningerne vil flyve ud og parre sig med de ventende droner. Derefter går resten af sommeren med at fylde fedtdepoterne, inden vinterkvarteret opsøges i sensommeren. Det hele kan starte forfra til næste forår.

Jeg skal så “bare” beskytte mine bikasser endnu bedre imod “tilbagevenderne”………

Havehumlen er relativt almindelig i Danmark, og de fleste vil nok i skyndingen forveksle den med jordhumlebierne. Den afviger dog ved nærmere eftersyn væsentligt fra disse.

Den er sort med hvid hale og 3 gule bånd – kraven, bagkanten af brystet og første bagkropsled. Dronningen er 17-22 mm, arbejderne 11-16 mm og dronerne 13-15 mm. Påfaldende for denne art er også den store variation i arbejdernes størrelse – de kan være fra bitte små til næsten dronningestørrelse. Et andet karakteristisk kendetegn er dens lange tunge, som er den længste blandt humlebierne, nemlig mere end 15 mm, samt dens trekantede hoved, som virker lidt stilket på kroppen. Den er generelt slankere end jordhumlebierne. Den hører ligesom agerhumlebien til lommebyggerbierne (se agerhumlebi portræt nr. 2). Let er den at kende på sin meget dybe og næsten lydløse brummen. Kun den store gedehams’ brummen er dybere.

Er man så heldig at have mange fingerbøl i haven, kan man roligt stille sig op og vente. Der vil som regel ikke gå mange minutter, før en havehumlebi dukker op ved sin yndlingsblomst. Havehumlebien elsker nemlig blomster med dybe nektar- og pollengemmer, f.eks. alle døvnældearter, riddersporer, de forskellige kløverarter og som sagt fingerbøl.

Havehumlebi-kolonierne bliver som regel ikke større end 50-120 individer. Den er ret hurtig til at producere dronninger, og i litteraturen hører den til de arter, ligesom Lille skovhumle, der kan starte 2. generation samme år, dvs. de nye dronninger allerede efter parringen starter æglægningen osv. Min havehumlekoloni har allerede produceret flere dronninger og har udviklet sig godt trods det vinterlige forår. Se nedenstående video.

Filmklip der viser mine havehumlebieres udvikling – d. 6. juni til d. 22. juni 2021

Humlebier: Dupont/Madsen
Hummeln: Eberhard v. Hagen/Ambros Aichhorn

Jeg har valgt under denne menu først at portrættere de arter, som jeg har haft glæden af i mine humlebi-kasser. I mine første portrætter drejede det sig om mørk jordhumlebi (B. terrestris) og agerhumlebi (B. pascourum). I dette blogindlæg vil jeg fortsætte med hushumlebi (B. hypnorum) og lille skovhumlebi (B. pratorum).

Hushumlebi – Bombus hypnorum

Ung dronning af hushumle i kornblomst. 

Hushumlebien er let kendelig på sin karakteristiske båndfarvning – “brun-sort-hvid”. Den forveksles ikke så let med andre arter – den varierer heller ikke så meget som andre arter i farvetegningen.
Dog kan der forekomme sorte former, hvor brystet er sort i stedet for brunt. Halen er dog næsten altid hvid (se foto nedenfor).

Hushumlebien er korttunget med et aflangt hoved – lidt mindre end jordhumlebierne. 17-20 mm for dronninger, 8-18 mm for arbejdere og 14-16 mm for hanlige bier. Den hører til kategorien af “pollengemmere” (pollenstørere), som i modsætning til “lommebyggere” (pocket makers) fx. Agerhumlebien opbevarer pollen separat i tomme kokoner. Larverne bliver fodret, hvorimod “lommebyggernes” larver selv kan betjene sig af nektar/pollen i de tilstødende lommer.

Hushumle – arbejder i hvid stokrose. Denne har mørkt bryst.
Hushumlebier er polylektiske, dvs. at de søger nektar og pollen på mange forskellige blomster – ifølge E. von Hagen på helt op til 45 forskellige arter. Endvidere er de nogle af de første humlebier, man ser. Allerede i marts og under kolde betingelser, ikke mange grader over nul, flyver de ud. De er derfor nyttige bestøvere af blommetræer og andre tidlige frugt- og bærvækster. Se videoen nedenfor.

Hushumlen bygger næsten altid rede over jorden i huller i husmure, redekasser, hule træer, under loftisoleringen osv. Så vil man sætte en kasse op til denne, skal den helst hænge 1-2 m eller højere over jorden. Sidste sæson havde jeg den boende i en mejsekasse (“Humlebihus nr. 4 – se her). Dette vil mange sikkert have oplevet – flere gange har jeg stødt på reder i tagudhænget på sommerhuse. 

Selvom jeg ikke har oplevet det endnu – kan hushumlebien, modsat andre humlebiarter, være aggressiv, når man kommer for tæt på reden. I nedenstående filmudsnit ses en ny dronning ved sin første passage af “klappen”..

Lille skovhumlebi – Bombus pratorum

Lille skovhumlebi er kendetegnet ved at være en lille vims humlebi med en gul krave forrest på det sorte bryst, efterfulgt af sorte bagkropsled og en orangerød hale. Den gule krave kan dog mangle, og vil da ligne lidt stenhumlen (B. lapidarius), men er kortere og mere buttet. Dronninger er 15–17 mm, arbejdere 9–14 mm, og de hanlige droner 11–13 mm lange. Hovedet er kort med en meget kort tunge.

Lille skovhumles levevis har en del fælles træk med før beskrevne hushumle, idet den ligeledes er “pollenstorer” samt polylektisk, altså fødesøgende på mange forskellige blomster. Den ses ofte på løgblomster, hindbær og andre bærbuske, som på ovenstående fotos. Den er også en af de første humlebier i haven og ses fra marts af. På engelsk hedder den derfor også meget betegnende “early bumblebee”.

Den er kendetegnet ved en hurtig generationstid og lille kolonistørrelse – typisk 50-120 individer.

Kolonien opnår tidligt sit klimaks – ofte allerede i juni. I enkelte tilfælde starter de nye dronninger allerede samme år en 2. generation. F.eks. forsøgte en ny dronning at etablere sig i min fuglekasse ca. 1 m fra den humlebikasse (se filmklip nederst), hvor den var opvokset – det lykkedes dog ikke. Se foto nedenfor.

Den lille skovhumles rede skal ligesom ved hushumlebien fortrinsvis findes over jorden – i fuglekasser, murhuller etc. Den går gerne i humlebikasser, men ses dog gerne søge i huller i jorden. Dette var tilfældet i min græsplæne. I øvrigt var jeg vidne til en stor og kraftig koloni i et musehul i nogle venners “langhårede” græsplæne – så ingen regel uden undtagelse.

En nærmere beskrivelse af ovenstående skovhumlebi-koloni i en af mine redekasser kan læses under menuen “Humlebi indkvartering” under “Humlebi hus nr. 6”.

http://wildbienen.de/huarten.htm
Humlebier: Dupont/Madsen
Hummeln: Eberhard v. Hagen/Ambros Aichhorn

En af de almindeligste humlebier, vi har, som forekommer i flere farvevariationer. Med mørkt bryst som på Sjælland og med overvejende rødbrunt bryst i Jylland. Her i Flensborg ses overvejende den brune jyde – se foto ovenfor. Selv inden for de to familier, jeg har i haven, varierer de enkelte individer fra rødlig brun til mørkebrun, næsten grålig. Dronningerne er middelstore, dvs. 15-18 mm lange, og starter deres redesøgning senere end fx jordhumlen – typisk ultimo april – primo maj, afhængig af temperaturen. Arbejdere kan variere meget i størrelse – typisk fra 9-15 mm. Hanner (droner) 12-14 mm.

Agerhumlen er en langtungebi med en tungelængde på 11-15 mm for dronningernes vedkommende – kun overgået af Havehumlens (B. hortorum) 18-21 mm lange tunge.

Arten hører endvidere til de såkaldte langtungede “Pocketmakers” eller lommebyggerbier, som opbevarer pollen i lommer i direkte tilknytning til ynglecellerne af voks, hvor larverne selv kan betjene sig.

Pollenstorers eller “pollengemmere” (alle korttungebier) bruger de gamle yngleceller til opbevaring af pollen – som larverne fodres med af arbejdere og dronning.

Af alle de 7 almindeligste humlebiarter i Danmark – nemlig Mørk og Lys Jordhumle, Stenhumle, Lille Skovhumle, Hushumle, Agerhumle og Havehumle – er kun de to sidstnævnte langtungede og Pocketmakers – resten langtungede Pollenstorers. Tungelængde spiller en rolle ved valget af tragtplanter – her er Agerhumlen meget alsidig – polylektisk eller generalist kalder man det på fagsprog.

I min have har den været at finde på blomsterne af æble, hindbær, men især på purpur torskemund, voksurt, knopurt, diverse pragtløg, kløver, fingerbøl og honningurt. Især i blomster med lange kronrør som fx fingerbøl og kløverarterne samt bælgplanterne har de langtungede Agerhumler og Havehumler fordele. 

Som tidligere nævnt flyver Agerhumler ikke langt efter nektar og pollen, højest få hundrede meter – Dupont/Madsen kalder disse kortdistanceflyvere for “dørtrinsarter”. 

Mange gange har jeg set dem flyve fra kassen direkte hen til de knap 2 m fjerne honningurt-blomster og så med fyldte pollenbukser direkte tilbage til kassen igen. Det ville man aldrig se med Mørk eller Lys jordhumle – hvis ja – så er der sandsynligvis tale om en Havehumle. 

Det er derfor vigtigt, at du planter nogle humlebiplanter i din have, og at der også helst i nabolaget er haver, parker etc. med passende blomstertragt. I år har jeg anlagt særligt mange bi-venlige stauder og blomster foruden de allerede anlagte æbleespalier og bærbuskene. Se i øvrigt mine plantelister.
M.h.t. mine 2 Agerhumle-familier har jeg indtil videre næsten indtrykket af, at de ikke flyver ud af haven, men finder nok føde her. I hvert fald føles det som om, haven er fyldt med Agerhumler. Det er i øvrigt nogle godmodige “hyggelige” bier. Den ene kasse er så lille og mobil, at når der er besøg af venner og familie, kan jeg uden videre (forsigtigt naturligvis – for ikke at vælte vokskrukkerne med flydende nektar) tage kassen og stille den på bordet, åbne denne, fjerne kapokken og vise kolonien uden at de viser nogen som helst aggressiv adfærd. “Det er blevet mit demonstrationshumlebihus.” Se filmen under menuen videoer!! Det kan jeg ikke på samme måde med de mørke jordhumler …..

Kilder:
http://wildbienen.de/huarten.htm
http://www.bombus.de
Danmarks humlebierHumlebier: Dupont/Madsen

Dette er nok “humlebien” – skulle et barn tegne en humlebi, ville det nok tegne denne – sort med gule striber og en hvid hale.

Den mørke jordhumle tilhører det såkaldte “terrestris-kompleks” af 3 lignende og svært adskillelige arter, nemlig Pilejordhumle (Bombus cryptarum), Kravejordhumle (Bombus magnus) og lys jordhumle (Bombus lucorum).

Sammen med lys jordhumle er den nok den almindeligste humlebi, og den man især lægger mærke til. De kan være svære at adskille fra hinanden. lys jordhumle viser dog en lysere fremtoning, idet båndene på bryst og 2. bagkropsled er citrongule, og de to sidste bagkropsled helt hvide.

Mørk Jordhumle har generelt en mørkere fremtoning og er en af de største humlebier, vi har i Danmark. Dronningerne opnår en længde på 20-23 mm, hvorimod Lys Jordhumle er lidt mindre med 18-21 mm. Arbejderne – de ubefrugtede hunbier – varierer typisk imellem 11-17 mm. Den første generation er meget lille, se foto nedenfor. Dronerne, de frugtbare hanbier, er generelt større med 14-16 mm og fremviser en rund halespids – de har heller ingen brod og kan derfor ikke stikke, imod sættning til dronninger og arbejdere. Disse har ikke modhager og kan derfor ligesom hvepse stikke flere gange – men de gør det meget sjældent – kun hvis man træder på dem eller ved et uheld kommer til at klemme dem. Jeg har endnu ikke oplevet, at de ville stikke – selv ikke ved forsigtig inspektion af redematerialet i redekasserne.

Mørk jordhumle hører til gruppen af korttungebier, som har en kort sugesnabel, som de bruger til at suge nektar op med. Dette har betydning for valget af blomsterplanter, idet den ikke så let kan få fat i nektaren fra blomster med lange kronrør, som fx ridderspore og stormhat, hvilket langtungebierne Havehumle (B. hortorum) og Agerhumle (B. pascuorum) kan. Sidstnævnte flyver til gengæld højest nogle hundrede meter efter pollen og nektar, hvorimod Mørk jordhumle kan søge så langt som 2 km fra boet og næsten aldrig i nærheden af dette. Så hvis man har redekasser med Mørk jordhumle, er de næsten aldrig at finde i ens egen have, hvilket sandsynligvis er for ikke at henlede potentielle fjenders opmærksomhed på reden. En erfaring, jeg selv har gjort.

Livscyklusen for Mørk jordhumle og de andre humlebiarter begynder med en i sidste efterår befrugtet dronning, som vinteren over har ligget i dvale 5-15 cm nede i jorden på et tørt sted, ikke langt fra dens fødested, fx i et forladt musehul osv. Dronningen vågner fra sin dvale, når temperaturerne første gang overskrider de 10-12 grader – i milde forår kan det allerede være primo-medio marts. Hos mig i Flensborg kom de første til syne omkring 18-20 marts i år – det afhænger dog også af arten – Mørk jordhumle er tidlig, imens andre arter, fx Havehumlen, først dukker op senere. Det er ofte kun 10-15 % af sidste års nye dronninger, der overlever til næste forår.

Jordhumledronningen vil nu først søge efter tiltrængt energi på især piletræernes blomster (“gæslinger”), som er rige på nektar og pollen. Især seljepil (Salix capréa) udgør en vigtig energikilde i det tidlige forår. Jeg selv er så heldig, at naboen har en seljepil stående bare 10 m fra mine kasser. Ofte fløj mine dronninger direkte fra kasserne til denne pil de første 14 dage, da den blomstrede… Derfor skal vi plante mere pil – også af hensyn til de mange andre insekter, der lever på og af dette træs blade og blomster! Se i øvrigt plantelisterne.
Umiddelbart efter fødesøgningen begynder dronningen sit søgeflyv efter egnede redelokaliteter. Disse vil for jordhumlebiernes vedkommende ofte være forladte musehuller med lune musereder eller kompostbunker – for det meste under jorden, dog ingen regel uden undtagelse – min mørk jordhumle nr. 1 indlogerede sig nemlig umiddelbart efter en musvits første æg i spurvekassen. se film sek25/30. De indtager også gerne kunstige redemuligheder i form af opstillede humlebi-kasser, som netop i indretningen forsøger at simulere en muserede. mine humlekasser.
Efter fundet af egnet rede begynder dronningen at samle nektar og pollen ind, hvilket kan ses på de fyldte pollenbukser hos den hjemvendte dronning. Umiddelbart efter laver hun de første yngleceller og nektarkrukker af udskilt voks. I ynglecellerne lægger hun æg, og i nektarkrukkerne opbevares nektar til forråd. Efter en periode på ca. 21 dage efter æglægningen kommer de første små arbejdsbier – ubefrugtede hunner – frem efter at have gennemgået et larve- og puppestadium, hvor dronningen delvis har varmet æggene og fodret larverne. De første bier, typisk 6-8 styk, begynder at samle nektar og pollen, og nogle bliver udelukkende i reden og hjælper dronningen med ynglen. Dronningen flyver nu kun ud nogle få dage endnu for derefter udelukkende at blive i reden og hellige sig yngelplejen. Nu er den første kritiske fase afsluttet, idet en enkelt eller to arbejdere kan undværes – dronningen derimod ikke – hele humlestatens eksistens afhænger af hende, idet hun bærer på alle de befrugtede æg, som er grundlaget for hele statens kommende arbejdere, droner og nye dronninger.

Efterhånden som sæsonen skrider frem, udvikles staten med flere og flere arbejdere, som tiltager i størrelse, og 200-400 individer kan være resultatet for jordhumlebiernes vedkommende. I mellemtiden har dronningen anlagt yngleceller med kønnede individer – nye dronninger og han-bier/droner. Nu har staten nået sit klimaks, og dronningen ophører med at producere æg – dette mærker arbejdsbierne, og et mytteri begynder. Enten stikkes dronningen ihjel af sine egne “døtre”, eller hun forvises fra reden. Hårdt og brutalt kan man sige. Hendes opgave er løst – hun har produceret nye dronninger og droner. Dronerne forlader reden og kommer aldrig tilbage igen, men søger efter andre nye dronninger at parre sig med og dør efter få uger. De nye dronninger bliver i reden og flyver ud for at parre sig med fremmede droner samt samle nektar og pollen for at tillægge sig et fedtlegeme som energilager for vinterdvalen. De resterende arbejdere henter stadigvæk pollen og nektar ind, så længe de nye dronninger er i reden. Herefter dør de langsomt, og staten bliver mindre og mindre for til sidst helt at gå i opløsning.

De velnærede parrede nye dronninger søger herefter i efteråret, når temperaturerne nærmer sig frysepunktet, et passende tørt sted nede i jorden, og livscyklussen er hermed afsluttet. Dette er den ideelle situation, men mange humlebikolonier når ikke så langt – mange farer i form af fugle, parasitter, insekticider og mangel på blomstertragt stopper udviklingen inden.

Kilder:
http://wildbienen.de/huarten.htm
http://www.bombus.de
Danmarks humlebier
Humlebier: Dupont/Madsen