Humlebiportræt 2 – Agerhumle – Bombus pascourum

En af de almindeligste humlebier vi har som forekommer i flere farvevariationer. Med mørkt bryst som på Sjælland og med overvejende rødbrunt bryst i Jylland. Her i Flensborg ses overvejende den brune jyde – se foto ovenfor. Selv indenfor de to familier jeg har i haven varierer de enkelte individer fra rødlig brun til mørkebrun næsten grålig. Dronningerne er middelstore dvs 15-18mm lange og starter deres redesøgning senere end fx jordhumlen – typisk ultimo april -primo maj afhængig af temperaturen. Arbejdere kan variere meget i størrelse – typisk fra 9-15mm. Hanner (droner) 12-14mm.
Agerhumlen er en langtungebi med en tungelængde på 11-15mm for dronningernes vedkommende – kun overgået af Havehumlens (B. hortorum) 18-21mm lange tunge.
Arten hører endvidere til de såkaldte langtungede “Pocketmakers” eller lommebyggerbier som opbevarer pollen i lommer i direkte tilknytning til ynglecellerne af voks hvor larverne selv kan betjene sig.

Agerhumle med ved “Pocket”-celle nederst tv.

Pollen storers eller “pollengemmere” (alle korttungebier) bruger de gamle yngleceller til opbevaring af pollen – som så larverne fodres med af arbejdere og dronning.
Af alle de 7 almindeligste humlebiarter i Danmark – nemlig Mørk og Lys Jordhumle, Stenhumle, Lille skovhumle, Hushumle, Agerhumle og Havehumle er kun de to sidstnævnte langtungede og Pocketmakers – resten langtungede Pollenstorers . Tungelængde spiller en rolle ved valget af tragtplanter – her er Agerhumlen meget alsidig – polylektisk eller generalist kalder man det på fagsprog.
I min have har den været at finde på blomsterne af æble, hindbær, men især på purpur torskemund, voksurt, knopurt, diverse pragtløg, kløver, fingerbøl og honningurt. Især i blomster med lange kronrør som fx fingerbøl og kløverarterne samt bælgplanterne har de langtungede Agerhumler og Havehumler fordele.
Som tidligere nævnt flyver Agerhumler ikke langt efter nektar og pollen, højest få hundrede meter – Dupont/Madsen kalder disse kortdistanceflyvere for “dørtrins-arter”.
Mange gange har jeg set dem flyve fra kassen direkte hen til de knap 2m fjerne honningurt-blomster og så med fyldte pollenbukser direkte tilbage til kassen igen. Det ville man aldrig se med Mørk eller Lys jordhumle – hvis ja – så er der sandsynligvis tale om en Havehumle.
Det er derfor vigtigt at du planter nogle humlebiplanter i din have og at der også helst i nabolaget er haver, parker etc. med passende blomstertragt. I år har jeg anlagt særligt mange bi-venlige stauder og blomster foruden de allerede anlagt æble espalier og bærbuskene. Se iøvrigt mine plantelister.
M.h.t. til mine 2 Agerhumle familier så har jeg indtil videre næsten indtrykket af at de ikke flyver ud af haven men finder nok føde her. I hvertfald føles det som om haven er fyldt med Agerhumler. Det er iøvrigt nogle godmodige “hyggelige” bier. Den ene kasse er så lille og mobil at når der er besøg af venner og familie – kan jeg uden videre (forsigtigt naturligvis – for ikke at vælte vokskrukkerne med flydende nektar) tage kassen og stille den på bordet – åbne denne – fjerne kapokken – og vise kolonien uden at de viser nogen som helst aggressiv adfærd. “Det er blevet min demonstrations humlebihus” se filmen under menuen videoer!! Det kan jeg ikke på samme måde med de Mørke jordhumler …..

Kilder:
http://wildbienen.de/huarten.htm
http://www.bombus.de
Danmarks humlebierHumlebier: Dupont/Madsen

Dette indlæg blev udgivet i Humlebier. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *