Efter knap en måned og en cykelferie syd på – ad “Etsch-Radweg” fra Landeck imod Verona med en afstikker til Gardasøen og til Bodensøen på hjemvejen – melder jeg mig tilbage på bloggen. Kan kun anbefale denne fantastiske cykelrute. Her passerede jeg masser af flotte blomsterenge – dog så jeg ikke mange humlebier. Til gengæld blev det til et sjældent gensyn med hele to eksemplarer af den sjældne Svalehale (Papilio machaon). Desværre nåede jeg ikke at springe af cyklen og filme dem inden de forsvandt… . Til gengæld fik jeg en fin Jordbi (?) på en Marietidsel i kassen.
Hjemme i haven igen kunne det konstateres, at ikke alle humlefamilier havde udviklet sig lige godt…
Desværre var Stenhumledronningen forsvundet. Ikke nogen efterladenskaber i kassen så som nektarkrukke eller yngleceller – måske havde den kun brugt kassen som “sovekasse” – måske drejede det sig om en ubefrugtet dronning – jeg ved det ikke.. Man kan drømme om bedre held næste år.
Den ene Hushumle familie i spurvekassen viste heller ingen tegn på liv længere – jeg har en mistanke til den store gedehams (Vespa crabro) som der er mange af i haven i år. De afsøger systematisk alle redekassehuller – og mere en gang har jeg set dem flyve væk med sit bytte.
Til gengæld fremviser den anden Hushumle familie stor aktivitet – periodevis 20-30 ud- og indflyvninger pr. minut. Jeg tænker, at de første dronninger viser sig de nærmeste dage. Hushumlebier når vanlig vis tidligt deres klimaks.
Den ene af de to Mørke Jordhumlebi kasser viste ingen tegn på liv længere. Et trist syn mødte mig ved åbningen af kassen. Kun fuldfede voksmøllarver som havde opædt hele reden – kun enkelte døde humlebier var blevet til overs. Nu skal det siges, at familien heller ikke virkede kraftig og sund…Dog undrede det mig at voksmøllene allerede havde været på færde i dette vejrlig. Se video nedenfor..
Den anden Mørk jordhumle familie lever stadig væk, om end den heller ikke virker så agil og kraftig som vanligt hos denne art. De næste uger vil vise om det lykkes den at frembringe dronninger og droner..
Mere glæde beredte synet af de 5 Havehumlebi familier. Her er der en livlig trafik ud og ind af alle kasser. Her ses også de første dronninger flyve. Denne art er også hurtig til at udvikle sig. Kolonierne bliver ikke så store som Sten- og Jordhumlebiernes, men enkelte gange kan en 2. generation påbegyndes. Nedenfor ses et lille videoklip fra en af kasserne.
Kassen med Lille skovhumle familie lever også endnu. Aktiviteten er begrænset – men denne art kendetegnes ligesom Havehumlen ved små og hurtigt udviklende kolonier. Denne har også nået klimaks og kun få arbejdere og flere dronninger sås ved inspektionen af kassen. Desværre sås også angreb af voksmøl her. Se nedenfor
Status for humlebihaven lyder på i alt 8 familier fordelt på 5 Havehumle-, 1 Hushumle-, 1 Lille skovhumle- og 1 Mørk jordhumlefamilie.
Hejhej Knud.
Tusind tak for jeg mødte din blog om humlebier.
I år, uden at vide det, er jeg blevet velsignet med en humlebi dronning under vores terrasse. Jeg blev opmærksom på en summen og fik set at der fløj en humlebi ud … Og så et par stykker flere.
Jeg ved ikke noget om humlebier, så jeg begyndte at lede efter oplysninger og svar på mine spørgsmål om hvordan jeg kan passe på dem.
Jeg er blevet meget bedre oplyst om vores brumbasser, som er en mørk jord humlebi…
Vi prøver at passe på dem så godt det nu er muligt. Jeg er glad for at møde din blog, som kan besvare mange af de spørgsmål som jeg har haft mht at passe på vores summende guld under terrassen.
Nu synes jeg kun jeg ser 1 humlebi arbejde der flyver og flyver frem og tilbage… Hvor er de andre arbejder blevet af ?
Men nu for en uges tids siden, kom jeg ud på terrassen og så til min store sorg at der lå en arbejder humlebi ca 30 cm fra hvor de “dykker” ned til kolonien… Den var død …. Men hvorfor ? Jeg var så ked af at se den var død.
Så idag her til aften, så jeg en humlebi dronning på terrassen… Åh, ikke min dronning. Hun så svag ud, hun var ca 1 m fra hvor kolonien er.. jeg prøvede at hjælpe hende hen til hvor de dykker ned under terrassen men det ville hun ikke… Anden gang jeg ville hjælpe hende, satte hun sig op min hånd og fløj væk.. jeg blev helt ked af det igen… Var det min dronning og hvorfor er hun uden for kolonien ? Og gjorde jeg noget forkert da jeg prøvede at hjælpe hende ?
Jeg søgte igen svar mht dronningen og læste så din blog og fik svar på hvorfor min dronning er ude af kolonien.
Jeg takker dig for din blog.
De bedste hilsner
Charlotte Burman Rasmussen
Hej Charlotte
Mange tak for din rørende beretning. Det glæder mig, at du fik svar på dine spørgsmål igennem min blog. Så behøver du heller ikke at være så bekymret. Flertallet af mine humlebifamilier er også “færdige” og de nye humlebi dronninger fløjet væk for at fylde energidepoterne for derefter at finde sig et overvintringssted. Det er den helt naturlige cyklus.
Den “svage” dronning kan selvfølgelig være den gamle dronning — men for det meste dør de i boet. Det kan også være en ny og evt. syg dronning eller hvis vejret var regnfuldt og køligt bare en dronning med “startvanskeligheder”.
De bedste humlehilsner
Knud