Den sidste humlebikasse med havehumler er forlængst blevet rengjort efter de sidste dronninger har forladt boet og de sidste arbejdere døde. Også her “brillierede” voksmøllarverne ved deres tilstedeværelse som “renovationsarbejdere”.
Når en familie nærmer sig enden er modstandskraften overfor voksmøllene ikke så stor og voksmøllene kan lettere indtage kassen.
Det samme gjorde sig gældende mht Hushumlebierne – allerede en måned tidligere.
Nedenfor ses et filmklip af afslutningen på de to kolonier.
Kort kan man beskrive sæsonen som vanskelig for humlebierne og bier/insekter generelt. Usædvanlig meget regn med kolde perioder ind imellem har bevirket, at kun Havehumlebierne og den ene koloni med Hushumlebier har produceret et acceptabelt antal nye dronninger. Begge Mørke Jordhumlebi kolonier blev relativt tidligt angrebet af voksmøllet og kun den ene nåede at frembringe enkelte nye dronninger.
Selvom jeg desværre ikke havde kasser besat med Agerhumlebier i år har de været relativt godt repræsenteret i haven. Hos naboerne må de altså have fundet egnede redemuligheder. De flyver stadig i haven og sædvanen tro lukker og slukker de humlebisæsonen…
Vi håber på et bedre biår næste år….